Abonnementsartikel

I de kommende måneder vil edderkoppefælder kaste lys over insektlivet i Thy's klitlandskaber. En forsker fra Aarhus Universitet vil undersøge, om insekter får bedre levevilkår, når rynket rose viger pladsen til fordel for bar sand.

I starten af maj blev der opsat særlige edderkoppefælder, der fanger insekter, som er aktive på sandets overflade. Fælderne er gravet ned i sandet og indeholder vand og sæbe, og de kan opfange alle de insekter, der løber forbi.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Vi ved allerede, at markfirben og planter får bedre levevilkår, når vi rydder klitterne for rynket rose. Men vi mangler viden om, hvorvidt naturplejen også tilgodeser insekterne, og hvilke arter det i så fald tilgodeser. Projektet er rigtig spændende, og vi ser frem til at få resultatet, så naturplejen kan optimeres endnu mere til gavn for planter og dyr, siger biolog Cornelia Maj Christensen.

16 lokaliteter

Der er valgt 16 "lokaliteter", hvor man kan finde edderkoppefælderne: otte i Hanstholmreservatet, tre på Vangså Hede, to ved Stenbjerg og tre på Agger Tange. Hver lokalitet indeholder otte fælder, hvor fire er opsat i et felt, hvor hybenrosen er ryddet, mens der er henholdsvis to i områder med hjælme og to i områder med rynket rose. Fælderne står der til ca. starten af juli. En seddel på fældens tag fortæller, at den hører til denne undersøgelse.

En del af et større projekt

Naturstyrelsen har gang i et større rydningsprojekt af rynket rose med støtte fra EU LIFE Redcoha med deltagelse af Thisted kommune og Ringkøbing-Skjern kommune. Projektet - også kaldet "Sårbar natur langs vestkysten" - går ud på at genetablere den danske kystnatur ved at fjerne invasive arter, genskabe naturlig vandstand, oprette nye fugleøer og genskabe klitheder. Projektet dækker en række Natura2000-områder fra Ejstrup Klit i nord til Kallesmærsk Hede og Langli og Skallingen i syd.

- Hvis vi ikke gør noget for at mindske forekomsterne af rynket rose, vil den på sigt ændre klitlandskabet markant, og flere sjældne arter vil forsvinde. Blandt andet har vi et særligt ansvar for at passe på for eksempel markfirben og planterne strandsnerle og lostilk, der er rødlistet. Sidstnævnte findes kun i Thy, fortæller biolog Cornelia Maj Christensen

10 hektar fjernet

Konkret omfatter den nuværende indsats tre forskellige måder at bekæmpe rynket rose på, og disse er foretaget både på flade heder og østvendte klitskråninger, hvor roserne med stor forkærlighed har etableret sig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Naturstyrelsen har allerede ryddet over 10 hektar med rynket rose ved Thy. Rynket rose er en invasiv art, der spreder sig overraskende hurtigt - både ved rodskud og spredning af frø. Arten overskygger naturligt hjemmehørende arter og naturtyper med faldende biodiversitet til følge.