Abonnementsartikel

Der findes store ATV'er, og der findes små ATV'er. Hidtil har det været sådan, at hvis man gerne ville have en rimelig størrelse ATV med mulighed for at køre på vejene, så var prisen også derefter. Hvis man til gengæld ville have en billig ATV, så var den seriøse brugbarhed ikke så stor.

Sådan er det ikke mere. I dag kan man få en forholdsvis billig ATV, der både kan arbejde i marken og køre på vejene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Netop sådan en model har den danske importør P. Lindberg af det kinesiske mærke Linhai netop hevet hjem.

Der er tale om Linhai M150 T3A, en 150 kubik stor ATV, der er forberedt til at blive indregistreret som traktor. Det betyder med andre ord, at man pludselig kan få en seriøs ATV-traktor - til under 20.000 kroner.

- Man får ikke et billigere transportmiddel i denne boldgade. Den er terrængående, så man kan køre alle steder med den. Den er nem og handy at køre på, meget nemmere end at snuppe en traktor, siger en begejstret Claus Fink fra importør P. Lindberg i Vejen, der har importeret det kinesiske mærke siden 2007.

- Mange af vores kunder er landmænd, der for eksempel bruger den til at køre rundt og tjekke hegn og kreaturer med. Det er rart for dem at have nummerplader på, så de kan krydse veje.

Masser af muligheder

Selv om prisen er lav for en ATV'er, så er der tale om en robust maskine med en luftkølet 4-taktsmotor (1 cylinder) på 147,5 cc. Den kommer med centrifugalkobling, to gear - frem og tilbage - og så er den kædetrukken og har hydrauliske bremser bag og tromlebremser foran. Men vigtigst af alt, så er den T3A-godkendt og kan dermed indregistreres som traktor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der skal selvfølgelig laves nogle papirer, og så skal der nummerplade på, før man må køre ud på vejene, siger Claus Fink.

Udgiften for indregistreringen løber op i 3.150 kroner plus moms, men når det er gjort, har man også en maskine, der er perfekt for både private som professionelle. Og selv om den ikke kan klare de helt tunge redskaber, så er der masser af udvidelsesmuligheder.

- Man kan montere gårdrive på op til cirka halvanden meters bredde efter den. Eller en tromle eller en trailer, og den er helt perfekt til at spænde en sprøjte på, fortæller Claus Fink.

Træk for og bag

Selv om den nye Linhai M150 T3A kan indregistreres som traktor og dermed må køre på vejene, så er der dog et par ting, man skal være opmærksom på. Man skal være mindst 16 år og have traktorkørekort for at køre på eller krydse offentlig vej, og man kan ikke købe den, før man er fyldt 18.

- Det er fordi, at man skal betale vægtafgift, og det kan man først, når man er fyldt 18 år, forklarer Claus Fink.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nogle er fordelene ved, at Linhai M150 er klar til indregistrering som traktor er, at den kommer med en række lovbefalede features såsom kraftigt træk foran og bag samt ekstra kraftigt LED-lys.

Til de fartgale er der et lille aber dabei. Maskinen leveres med elektronisk begrænsning, så maksimumhastigheden er på 35 km/t.