Abonnementsartikel

Det er ikke kun VM-værterne fra Rusland, der har fået øjnene op for dansk græs og græsfrø. Efterspørgslen fra udlandet er så stor, at flere danske landmænd dyrker græs i 2018. Også produktionen af spinatfrø går voldsomt frem.

Når VM-fodboldene ruller i disse dage, ruller de blandt andet på dansk græs. For danske landmænd og frøavlsvirksomheder er dygtige til at producere græsfrø, og efterspørgslen fra udlandet er stor, fortæller enhedschef i Planter, Landbrugsstyrelsen, Kristine Riskær:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi oplever en stærk efterspørgsel fra udlandet, som opkøber 90 procent af de græsfrø, der bliver produceret i Danmark. Danmark har et godt ry, fordi vi har nogle yderst professionelle virksomheder og meget dygtige frøproducenter, og fordi vores plantesundhed er i top, siger Kristine Riskær.

Arealet med græsfrø er steget med 20 procent i forhold til 2017. Stigningerne skyldes, at den store eksport af græsfrø har bragt frølagrene ned, så frøhandlerne nu har behov for at fylde lagrene op, for at kunne møde den fortsatte store efterspørgsel fra udlandet.

Spinatfrø boomer

Det er ikke bare græsfrø, der er populære afgrøder. Produktionen af spinatfrø til gartnerier og haveejere er nærmest eksploderet med en fordobling af arealet på bare tre år. Der er flere faktorer, som kan spille ind, forklarer enhedschef, Kristine Riskær:

- Også spinatfrø oplever stærk efterspørgsel fra udlandet, som aftager 75 procent af alle danske spinatfrø. Og her kan vi noget særligt i Danmark. Vi har ikke alene et godt vækstklima for spinatplanten. Vores lille ø-rige tilbyder også en hel del naturlig "isolation", så producenten kan garantere, at frøene ikke bliver "forurenede" med frø, der kommer flyvende fra nabomarken. Og alt det forstår vores dygtige landmænd at udnytte, når efterspørgslen er der, fortæller Kristine Riskær.

Alt i alt er arealet af marker med græsfrø, havefrø og kløver vokset til over 100.000 ha i 2018, svarende til et areal, der ville kunne dække mere end en tredjedel af Fyn.