Abonnementsartikel

Vejrguderne så mildt ned på Hjørring Dyrskue, da publikum fredag begyndte at strømme forventningsfulde ind på dyrskuepladsen. Bag det populære dyrskue, står i vanlig stil LandboNord, og igen i år er der lagt op til nogle festlige og dyrerige dage for alle interesserede fra land og by.

Selvom der er sket en rivende udvikling siden Hjørring Dyrskues start i 1845, er husdyrene uden tvivl stadig omdrejningspunktet på dyrskuet. I år er der over 670 dyr tilmeldt inden for kategorierne malkekvæg, kødkvæg, heste, får, kaniner, høns og andet fjerkræ.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Der udstilles end del flere dyr i forhold til sidste år, men det er ikke kun i dyreudstillingen at der er fremgang. Pladserne i maskinudstillingen blev revet væk, Outdoorudstillingen får et endnu større område, og Madbazaren sætter rekord med 40 forskellige fødevareudstillere.

- Dyrskuebestyrelsen og jeg er voldsomt stolte af den flotte opbakning til dyrskuet fra både udstillere og de mange frivillige - uden dem var der ikke noget dyrskue. Den flotte opbakning vidner også om, at det er de rette tiltag vi satser på for eksempel med outdoor og madbazaren. Det er jo en balancegang mellem de traditionelle indslag vi alle forbinder med dyrskuet og nye spændende tiltag, der kan trække nye folk til. Vi glæder os utrolig meget til at dyrskuet løber af stablen, og vi håber at der er mange, der har lyst til at komme forbi til et par festlige dage på dyrskuepladsen, siger dyrskueformand Jens Myhren.

Imponerende shows

Der vil være masser at tage sig til i de to dage, som dyrskuet løber over. Traditionen tro afholdes der dyrskueshows både fredag og lørdag, hvor øjet kan lade sig fornøje af flotte opvisninger inden for dressur, spring og show. Især de hesteglade kan se frem til opvisning af Vendsyssel Køreforening, som igen i år vil vise deres alsidige sport frem, ligesom Stutteri Katrinelund ved Ib Kirk deltager med clinic fredag eftermiddag, og endelig kan man møde Frieser Nords flotte heste.

Aktiviteter for børn

Også i år har man tænkt på børnene. Udover at komme tæt på de flotte dyr og de store maskiner, kan de blandt andet prøve at malke en ko, male korn, kærne smør, smede jern og meget mere. Desuden byder dyrskuet også på et ny renoveret staldområde, kun med søde dyreunger.

Læs mere fra dyrskuet senere på dagen på maskinbladet.dk