Abonnementsartikel

Hvor køer, heste og får foretrækker græs, sværger geder til grove planter, kviste, blade og bark. Det gør de små hornede drøvtyggere til sublime naturplejere på enge, moser og overdrev, der ellers er i fare for at gro til i krat og skov.

Et af de steder er Sønder Hostrup overdrev syd for Aabenraa. Her har en flok geder af gammel dansk landrace i en årrække hjulpet Naturstyrelsen med at holde det kuperede terræn åbent, så blomster og urter som timian og knoldranunkel kan få lys og luft.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Mange steder kan maskiner klare arbejdet, men de kan ikke komme til alle vegne. Det kan gederne til gengæld. De gør arbejdet skånsomt og "grønt", da de hverken larmer eller forurener. De er de allerbedste til at tage den uønskede vegetation over græshøjde, som udsatte får og kvæg ikke tager ? og så er de også sjove at se på og ofte meget omgængelige, siger Inge Gillesberg, skovrider i Naturstyrelsen.

På det sønderjyske overdrev eksperimenteres der også med samgræsning, hvor både køer, heste og geder er i spil. Det har vist sig at give en optimal afgræsning, hvor gederne holder buskene nede, mens køer og heste tager græsset. Et resultat der ellers er svært at opnå.

Træer blev til vinterfoder

Forrige vinter kom gederne ikke på stald, men fik lov at blive i området, og så skete der pludselig noget.

- Da alle tidsler, nælder og brombærblade var spist, gik gederne i gang med de mindre træer. De gnavede barken af, så højt de kunne nå. Det var lige det, de skulle. Efter et par år går træerne ud og bliver til levesteder for spætter, insekter og svampe, siger Inge Gillesberg.

Afgræsningen på Sønder Hostrup overdrev sker i et samarbejde med en privat lodsejer og Aabenraa Kommune. Gederne har hytter, som de kan gå ind i, når det regner eller er meget varmt, og de får mineraler efter behov.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Oplev de hornede naturplejere

Naturstyrelsen har den seneste årrække brugt geder til naturpleje en række steder i landet. For eksempel på Hammerknuden på Bornholm, på Vejlbo Mose ved Silkeborg, i Svanemosen ved Kolding, i Rebild Bakker og på Møns Klint.

I Sønderjylland græsses der med geder flere steder omkring Aabenraa, ved Gråsten og på Nordals.