Abonnementsartikel

Fiskeferie i Norge forbinder de fleste nok med brusende (og dyre) lakseelve, teltture til fjerntliggende, krystalklare fjeldsøer eller havfiskeri i den legendariske Saltstraumen, hvor monstrøse helleflyndere, mørksej og torsk lurer i dybet. Men når destinationen for familieferien skal fastlægges, ligger disse muligheder nok ikke øverst på ønskelisten hos alle familiemedlemmer. Er man derimod i stand til gå på kompromis med drømmen om storfisken, kan man sagtens kombinere en familieferie til Norge med fiskeri, hvor selv de mindste kan være med.

Rent geografisk er det sydlige Norge en overskuelig mundfuld for de fleste. Efter nogle få timers færgesejlads fra Nordjylland kan ferien begynde. Vælger man den østvendte kyststrækning fra Mandal i syd til Oslo i nord, er der generelt gode chancer for godt vejr i sommermånederne. Det skyldes primært, at de høje fjelde længere inde i landet sørger for, at skyerne får dryppet af sig, når de trækker ind over Norge vestfra.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den østvendte kyststrækning er præget af hyggelig skærgård, flere steder med fyrtræer helt ned til vandkanten. Kører man derimod op langs vestkysten, bliver landskabet gradvist vildere og mere bjergtagende. Og det er en rejse værd i sig selv. Hvad man vælger er en smagssag, og på den norske kyst kan der fanges fisk de fleste steder. Og så er det oven i købet gratis, da man ikke skal betale afgift til staten, som vi kender det fra Danmark.

Arterne, man kan fange, er mange, og fiskemetoderne mindst lige så mange. I det følgende zoomer vi dog ind på et lille udpluk af de fisk, man nemt kan fange, og som børnene kan være med til.

Stribede torpedoer

Der er næppe nogen fisk, der på samme måde kan få hele familien ud på moler og kyststrækninger, som makrellen. Den melder for alvor sin ankomst i begyndelsen af sommeren, og den kan stort set fanges over alt. Og når den er i biddet, får alle fisk.

For makrellen er ikke kræsen. Hvis man har en forkærlighed for at sidde og kigge på et flåd, kan man agne op med eksempelvis sildestrimler eller tobis. De fleste nordmænd vælger dog at fiske aktivt med kastepirk, gerne i selskab med et par ophængere. Det kan være de traditionelle gummimak, som er en krog overtrukket med en gummislange - typisk i en rød nuance. Ellers kan man vælge et forfang med glimtende fluer, men det skal være lavet af en kraftig line, da der er tale om små muskelbundter.

Fiskeriet kan dog også gribes an med traditionelt grej til havørredfiskeri på den danske kyst. Lette stænger, tynd line og lette blink er en garanti for en god oplevelse, da makrellen virkelig får mulighed for at give dig kamp til stregen. Og har man en forkærlighed for fluefiskeri, bliver oplevelsen endnu vildere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Farverigt fiskeri

Langs de norske moler, havne og klippekyster finder man også et andet og langt mere overset fiskeri, som er et sikkert hit hos de mindste. Og så er det simpelt. Det kræver blot en lille krog, lidt synk og så noget agn i form af orm, små fiskestykker, muslinger eller rejer. Og fangsten kan gå hen og blive en farverig oplevelse.

Mellem tangplanter og sten huserer nemlig et bredt udvalg af familien læbefisk, hvor berggylte, savgylte og havkarusse blot er nogle af arterne. Nuancerne er både grønne, røde, brune og gullige, men prisen for den mest farverige må nok gå til blåstak og rødnæb, som er henholdsvis han og hun af samme art. Som navnene nok afslører, er blåt og rødt dominerende, og de ligner mest af alt noget, man finder i et tropisk akvarium. Ofte vil man endda kunne se dem gå løs på agnen i det klare vand, og det er noget, der kan vække fiskeiveren hos børn.

Glubske lyssej

Der er mange fisk, som er værd at nævne i denne sammenhæng, men lyssejen - eller lyr, som de kalder den i Norge - erobrer spaltepladsen i denne omgang. Den findes stort set over alt i det sydlige Norge, og den patruljerer i tangbælter, åbent vand og selv på store dybder.

Klippekyster med forholdsvis dybt vand tæt på land, og hvor der samtidigt er lidt strøm, er typiske hotspots. De fanges på både pirk, blink, flue og agn, men en langsomtsynkende jig er nok det mest dødbringende. Lad jiggen synke ned gennem vandsøjlen, og tag den ind i bløde ryg. Med lidt held ser man lyssejen skyde ud fra et tangbælte, og selve hugget er ofte brutalt - efterfulgt af et hårdt udløb. Fisk omkring et halvt til fire kg er normalen, men der fanges jævnligt eksemplarer op til otte og endda ti kg.