Abonnementsartikel

Rømø er den største ø i Vadehavet og er kendt for sine kilometerbrede hvide sandstrande, der lige nu bliver besøgt flittigt af turister fra ind- og udland. Hvad man måske ikke kan se med det blotte øje er, at strandende - og dermed vores fælles natur - hvert år vokser med omkring fire meter i bredden i gennemsnit.

Det er havets brusen, som tilfører det ekstra sand, der her i sommerhalvåret blæser op på strandene og med tiden bliver til nye klitrækker og strandenge.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Rømø er et unikt eksempel på havets dynamik, og vi kan se strandene udvikle sig for hvert år, der går. I 1980'erne var der flere steder bar sandstrand, hvor der nu er vidtstrakte strandenge med alle de planter og blomster, der hører til. Naturstyrelsen sætter løbende dyr til at græsse på strandengene i takt med, at de vokser sig større. På den måde holder vi vegetationen lav til glæde for en lang række sjældne vadefugle, der indtager det nye land lige så hurtigt, som det opstår, siger Jens Hjerrild Hansen, skovfoged i Naturstyrelsen.

Statsligt naturområde

Hele den vestlige side af Rømø er statsligt naturområde. Her begyndte den seneste klitrække længst mod vest at tage form for 45 år siden og har efterhånden udviklet sig til en ny sammenhængende klitrække på en strækning over små 12 kilometer. En stor del af det nye sand stammer formentlig fra den tyske naboø Sylt, mens en del sand også menes at komme fra den jyske vestkyst nord for Blåvandshuk.

- Takket være den konstante tilførsel af sand får sjældne og truede planter som klitstar og strandsnerle hvert år nye levesteder. De elsker den kombination af lys, salt og sandfygning, som findes her. Det samme gælder fugle som vibe, rødben og størstedelen af Danmarks bestand af hvidbrystet præstekrave, der holder til på øens strandenge. Det er spændende at følge udviklingen. Her bestemmer vind og vejr alt, siger Jens Hjerrild Hansen.

Født af sandbanke

Rømø menes at være født af en sandbanke i Vadehavet for omkring 1000 år siden. Efterfølgende er der kommet fire ekstra klitrækker til. Det betyder, at øen i alt er vokset med cirka fire kilometer i bredden.