Abonnementsartikel

I foråret 2018 påbegyndte Landbrugsstyrelsen en bopælskontrol på landbrugsejendomme. Styrelsen udtog cirka fem procent erhvervelsessager til kontrol. Kontrollen er foretaget administrativt, ved at der blev trukket oplysninger om folkeregisteradresse, og de blev sammenlignet med de oplysninger, erhververne havde afgivet, da de erklærede at ville opfylde bopælspligten.

Hvis udtrækket fra registrene viste, at bopælspligten ikke var opfyldt, blev der foretaget en høring. Det betyder, at ejeren af den pågældende ejendom modtog et brev, hvor Landbrugsstyrelsen bad om oplysninger om, hvordan de opfylder bopælspligten, når man nu umiddelbart ikke kunne se, at de gjorde det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvad viste bopælskontrollen?

Det blev udtageti alt 275 erhvervelsessager fra perioden 2013-2017 fordelt på 135 selskabserhvervelser og 140 private erhvervelser.

I 198 sager var betingelserne opfyldt. I de øvrige 77 sager blev der udsendt høringsbreve, fordi styrelsen manglede dokumentation på, at ejeren opfyldte bopælspligten. Langt de fleste har siden dokumenteret, at de eksempelvis har fået nye lejere på ejendommen. På den måde har man kunnet notere i 57 af sagerne, at bopælspligten bliver opfyldt. Hvis bopælspligten ikke blev opfyldt, eller man ikke har kunnet imødekomme en dispensation, blev ejerne påbudt at afhænde landbrugsejendommen. Det skete i 20 tilfælde. Påbud om afhændelse betyder, at ejeren inden for en frist skal afhænde sin landbrugsejendom, medmindre han/hun opfylder bopælspligten inden fristens udløb og orienterer styrelsen om det.

Det viste sig dermed, at langt størsteparten opfylder deres erhvervelsesforpligtelser, herunder bopælspligten, ved erhvervelse af en landbrugsejendom. Bopælskontrollen har dog ifølge Landbrugsstyrelsen givet et billede af, at mange umiddelbart ikke har bopælspligten for øje ved erhvervelsen. Derfor vil man løbende tage stikprøver til kontrol for at følge op og håndhæve lovens regler.

Hvad er en bopælspligt?

I landbrugsloven er der et krav om bopælspligt, når man køber en ny landbrugsejendom. Det betyder, at for at få lov til at købe en landbrugsejendom, skal man selv eller en lejer have fast bopæl på en landbrugsejendom, som man er ejer af. Bopælspligten er til for at sikre livet på landet.

Bopælspligten opfyldes ved, at en person tager fast bopæl på den erhvervede landbrugsejendom eller en anden landbrugsejendom, som erhververen ejer. Det behøver dog ikke at være køberen selv, da bopælspligten også kan opfyldes ved brug af en lejer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvis du udlejer din landbrugsejendom, er det et krav, at du holder Landbrugsstyrelsen orienteret om, hvem der opfylder bopælspligten på vegne af dig som ejer. Hvis ejendommen fraflyttes, og der kommer en ny lejer, skal du indsende oplysninger om den nye lejer og en kopi af lejekontrakten eller anden aftale om fast bopæl til Landbrugsstyrelsen senest seks måneder efter fraflytningen.