Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Tørken udfordrer skovarbejderne

Af Kim Krasuld -

Del artiklen:

Den historiske danske tørke kan mærkes i skoven, hvor skovbrande udgør en reel risiko, ligesom mange nyplantninger er gået til grunde.

DMI's tørkekort er efterhånden blodrødt. Den røde farve angiver, hvor i landet tørkeindekset ligger på mellem 9 og 10 - de højeste værdier. Et 10-tal betyder, at der pr. kvadratmeter jord er lige præcis nul liter vand tilbage til planterne. Almindeligvis ligger tørkeindekset på 5 eller 6 i juli måned.

Så det er tørt derude, og det kan også mærkes i de skove, hvor HedeDanmarks skovfogeder har deres daglige gang. Tal fra Beredskabsstyrelsen viser, at der i 2018 har været 1475 naturbrande mellem 1. maj og 22. juli. Til sammenligning var der i samme periode fra 2013 til 2017 i gennemsnit 505 naturbrande.

citat start

Vi har mulighed for at udføre nogle opgaver, som vi normalt er afholdt fra. Med det tørre vejr kan vi nu skove på særligt fugtige arealer, hvor der normalt er for blødt at køre med maskinerne.

Skovfoged Leif Lauridsen

HedeDanmark

citat slut

Leif Lauridsen, som er skovfoged i HedeDanmarks skovregion i Syddanmark, fortæller, at han er ekstra opmærksom på, hvordan arbejdet i skoven foregår i øjeblikket.

- Generelt er vi mere agtpågivende i øjeblikket, særligt når vi skover. De store skovningsmaskiner kan slå gnister og antænde tørt græs eller lignende. Samtidig er vi opmærksomme på varmeudviklingen fra maskinerne og parkerer dem ikke i områder med meget tørt græs, fortæller han og forklarer, at især nåletræsplantager i den sandede jord i det jyske er ekstra tørre og udgør en brandfare.

- Vi kan ikke gøre noget konkret for at undgå skovbrande udover at tage fornuftige forholdsregler. Vi kan for eksempel sørge for at have ekstra pulverslukkere med, så vi hurtigt kan bekæmpe ilden. På den måde kan vi undgå de store katastrofer, siger Leif Lauridsen.

Ingen svenske tilstande

Gigantiske skovbrande på et areal på cirka 20.000 hektar hærger lige nu i Sverige, hvor danske brandfolk sammen med brandfolk fra resten af Europa kæmper for at besejre ilden.

Leif Lauridsen kan dog berolige bekymrede sjæle med, at der i Danmark ikke er i nærheden af ligeså store skovarealer som hos vores svenske naboer. Derfor er en katastrofe i samme skala meget usandsynlig - for ikke at sige umulig - i Danmark.

- Den tørke, vi oplever lige nu, er en ekstraordinær situation for alle, men vi kan ikke gøre så meget andet end at være opmærksomme på, hvor tørt det er og så tage de rette forholdsregler. Vi kan for eksempel være opmærksomme på gnister fra maskiner og at have et slukningsberedskab klar. Men det er svært at gøre noget for helt at forhindre brande, når det er så tørt, siger han.

Fordele ved tørken

Selvom det tørre og varme vejr dels betyder, at risikoen for brande i skovene stiger, og at nysatte træer og planter har svære vilkår, er der dog også enkelte gode ting at sige om varmen.

- Vi har mulighed for at udføre nogle opgaver, som vi normalt er afholdt fra. Med det tørre vejr kan vi nu skove på særligt fugtige arealer, hvor der normalt er for blødt at køre med maskinerne. Der er nogle vådområder med rødel, hvor vi ikke har skovet i årevis, men som vi kan arbejde på nu, siger Leif Lauridsen.

Ifølge seneste prognose fra DMI ser det ud til, at der er regn på vej. Lørdag og til dels søndag kan der komme regn- og tordenbyger, men mængderne, der ligger omkring 10 millimeter regn, vil formentlig ikke ændre farven på tørkekortet synderligt.

Læsernes egne billeder

Stem, bestem og del. Send dit bedste billede til os og vær med i konkurrencen om:
Konkurrence billede

 

Se flere

Læs Fritidsmarkedet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame