Efter en lang og varm sommer banker efteråret efterhånden på, og det betyder jo blandt andet, at vi må sige farvel til de fleste af havens farverige blomster. Når de begynder at visne og blive kedelige at se på, kan det være fristende at fjerne dem. Men der er en rigtig god grund til at lade i hvert fald nogle af dem stå lidt endnu: Får blomsterhovederne lov at blive til modne frøstande, kan du høste frø fra dem og sikre dig næste års smukke flor kvit og frit.

Vi har her samlet en række tips, der giver dig succes som hjemme-frøavler:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sådan udvælger du de bedste

Ikke alle planter er skabt lige, når det handler om, hvor let det er at høste frø og få dem til at spire året efter. Gode, gamle kendinge som lupiner, morgenfruer, stokroser og valmuer er generelt nemme og danner gerne spiredygtige frø. Du kan se flere eksempler i faktaboksen her på siden.

Gå efter de mest smukke og livskraftige planter, hvor der er bedst chance for at få gode egenskaber med via frøene. Der er dog ingen garanti for, at næste års blomster får samme farve som moderplanten, selv om man sagtens kan være heldig.

Til gengæld kan det næppe betale sig at tage frø fra såkaldte F1-sorter, som er fremavlede hybrider, hvis frø er uegnede til brug. Er du i tvivl om, hvorvidt en moderplante er en F1-sort eller frøægte, som det kaldes, kan du se det på dens frøpose, hvis du selv har sået den, eller prøve at søge på navnet på nettet.

Det rette tidspunkt

Det varierer, hvornår forskellige planters frø er klar til at blive samlet ind. Men overordnet set er september et vældigt godt tidspunkt, da mange af de mest almindelige sommerblomsters frø da bliver modne. En løs tommelfingerregel lyder på, at en plantes frø vil være klar til at blive samlet ind cirka to måneder efter, at den blomstrede.

I langt de fleste tilfælde kan man bare at bruge øjnene: Har plantens frøstand skiftet farve til en brun, sort eller rødlig nuance, tyder det på, at den ved at være klar. Hvis frøene samtidig er godt tørre og måske endda rasler lidt i frøstanden, så er der ingen grund til at vente længere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Få høsten i hus

Det er bedst at høste blomsterfrøene ret kort tid efter, at de er blevet modne. Og allerhelst midt på en lun, tør dag, hvor frøene ikke er fugtige af for eksempel dug, for det mindsker risikoen for råd.

På nogle planter, for eksempel morgenfruer, sidder frøene så yderligt, at de er lette lige at pille af og putte i en pose. På andre, såsom valmuer, befinder frøene sig inde i en lukket kapsel. Her er det nemmest at bare at klippe hele kapslen af og tage den med ind. For begge typer gælder det, at de bør ligge indendørs og tørre spredt ud på en tallerken eller lignende i en god uges tid. En lun vindueskarm uden direkte sol, eller et andet tørt og lunt (men heller ikke for varmt) sted er ideelt.

Sådan opbevarer du frøene

Når din høst har eftertørret inde, er det tid til at sortere rester af plantedele og andet smulder fra og pakke frøene. Har du høstet hele frøkapsler, har de måske åbnet sig i mellemtiden, så frøene er nemmere at få ud, og hvis ikke, kan man selv lige klemme dem åbne.

Derefter er det bare at putte dem i en kuvert og notere plantens navn og årstallet på, så du ikke glemmer, hvad du ligger inde med. Kuverterne opbevares bedst tørt og køligt i en lufttæt beholder, men det er vigtigt, at frøene er knastørre, inden kuverterne puttes i. Har du plads i køleskabet, er det et fint sted at lade din høst overvintre, indtil det bliver tid til at så. Dine egne frø sås på samme tidspunkt og måde, som hvis du havde købt de tilsvarende blomsterfrø i en butik.

Byt og få variation

En af de rigtigt hyggelige ting ved at være hjemme-frøavler er, at man kan bytte med andre. Udveksler du frø med naboer, familie og venner, kan I alle få et overdådigt og varieret blomsterflor i haven med tiden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er også mange, der er nyder godt af at bytte frø online via forskellige hjemmesider, der dukker op, hvis du søger på eksempelvis "byt frø".

Som privat haveejer er det lovligt at bytte egne frø med andre privatpersoner ? så længe, at det kun er til hobbybrug og ikke kommerciel virksomhed.

Bliver du rigtig bidt af hjemme-frøavl, kan du melde dig ind i landforeningen Frøsamlerne (froesamlerne.dk), der arbejder for at finde og bevare gamle sorter af nytte- og prydplanter samt udveksler frø indbyrdes.