Abonnementsartikel

Asger Kristensen viser Dronningens Fortjenstmedalje frem. 40 år samme sted. Han er vejmand og i dag 62 år gammel. Og så har han arbejdet alle årene på Ærø.

- Vi laver noget nyt hver dag, og vi er altid udenfor. Jeg har levet det meste af mit liv i naturen. En gang ærøbo, altid ærøbo, siger Asger Kristensen og smiler. Det gør han meget og ofte. Han er glad for det liv, han har haft.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Der er ikke noget, der kunne lokke mig væk. Slet ikke nu. Engang imellem har jeg selvfølgelig tænkt, om man kunne tjene flere penge, men det har aldrig været noget konkret. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have lavet, hvis ikke jeg havde været vejmand. Det har jeg aldrig tænkt over, siger Asger Kristensen.

Der er ikke noget, der har kunne lokke mig væk. Slet ikke nu. Engang imellem har jeg selvfølgelig tænkt, om man kunne tjene flere penge, men det har aldrig været noget konkret.

Vejmand Asger Kristensen
Park & Vej, Ærø Kommune

I dag bor han faktisk i sit barndomshjem tre kilometer uden for Ærøskøbing. Det købte han for nogle år siden. Selvom han måske nok kunne sælge det, har han ingen planer om det.

Held og tilfældigheder

Som 17-årig søgte han jobbet som traktorchauffør, fik det og startede sit arbejdsliv op uden uddannelse. Derefter ventede en periode, hvor han både var i militæret, på værftet i Søby og Ærøskøbing samt på en lysfabrik.

- Jeg så, de manglede en traktorchauffør i det gamle Ærøskøbing Kommune. Det var lidt tilfældigt måske, og det var ikke noget, jeg specielt havde drømt om. De gamle sagde også, at det ikke var noget for mig, men nu er årene jo så alligevel gået, siger Asger Kristensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På trods af den manglende uddannelse har vejmanden aldrig følt, at han havde brug for den.

- Jeg har aldrig rigtig gidet at uddanne mig, og jeg gider ikke alt det papirarbejde. Det er noget andet at være i marken. Jeg har heller aldrig ønsket at være formand for Park & Vej. De beslutninger behøver jeg ikke tage, siger Asger Kristensen.

Familielivet var i anden række

Asger Kristensen kommer hastende i sin bil. Han havde været på arbejde og havde gravet et fortov op i Marstal. Noget, han stadig kan gøre uden problemer. Han kan stadig være med til det hele.

- Jeg synes selv, jeg er sluppet billigt. Jeg kan stadig lave alt. Der er lidt med ryggen og i knæene, men jeg har måske nok været heldig. Jeg kan dog mærke, at det er blevet hårdere de sidste år. Det er slemt, når man skal op klokken halv tre for at rydde sne af vejen. Jeg har lige fortalt min formand, at de vagter vil jeg ikke have mere, siger Asger Kristensen.

Arbejdet har generelt fyldt meget i hans liv. Måske også for meget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det eneste, jeg fortryder, er, at jeg aldrig fik stiftet familie. Da jeg var yngre, tænkte jeg ikke over det, men det gør jeg i dag. Jeg havde chancen for det, men det er stadig ikke fordi, jeg ligger søvnløs om natten. Det har jeg affundet mig med, siger han.

Alle kender alle

Naturen er ifølge vejmanden helt unik på Ærø. Øens slogan er, at "alt er vand ved siden af", og det er da også rigtigt. Den fylder ikke mere end 88 kvadratkilometer. Det er 35 gange mindre end Fyn.

- Jeg har aldrig rigtig drømt om noget andet. Det meste af tiden er gået med at gå på jagt eller fiske. Jeg kender halvdelen af øen nu, og det ville jeg ikke gøre, hvis jeg kom ind i en større by. Jeg hader større byer som Odense eller Svendborg. Jeg føler mig ikke godt tilpas i dem, siger Asger Kristensen.

Det betyder i stedet at der er plads til fordybelse. I dag kender han hvert et sving på øen.

-Uanset hvad jeg skal, kan jeg det, og jeg ved lige præcis, hvad det drejer sig om. Det er nemt. Jeg har bare aldrig kedet mig. Man kan være mere eller mindre uoplagt, men når først man kommer ind i traktoren eller fejemaskinen, går det af sig selv, siger Asger Kristensen. Han fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er blevet udfordret masser af gange, når der er kommet noget nyt. Så skulle vi for eksempel have EU-bevis til lastbil. De største udfordringer var, da vi skulle lære at bruge computere og alt sådan noget. Men når man kommer i gang, er det jo bare et kursus ligesom alle andre.

Stoltheden er stor

Nu er det hele endt med en fortjenstmedalje. Det er godt nok ikke det helt rigtige årstal, der står på den, for hans pause i militæret er fraregnet, så de 40 år kan stå sammen. Men det er stadig hans navn, der står skrevet ned langs siden, og det gør ham stolt.

- Det er ikke rigtig gået op for mig endnu, at jeg har fået den. Det betyder i hvert fald, at jeg har været stabil. Det er ikke mange, der modtager den. Og slet ikke med det job jeg har haft. Jo fandme er jeg stolt over den. Men jeg kan slet ikke forstå, at tiden er gået så hurtigt, siger Asger Kristensen.

Han har dog aldrig rigtig brudt sig om at være midtpunkt. Selv dette interview var svært, og selvom han ikke havde røget i flere år, var en pakke orange King's alligevel sneget sig ned i hans arbejdsuniforms brystlomme.

Det manglende ønske om at være i centrum er en af grundene til, at han endnu ikke har mødt Hendes Kongelige Højhed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når man får medaljen, kan man komme ind og sige tak ved Dronningen. Det ved jeg ikke, om jeg gør endnu. De andre i firmaet presser på, for de vil gerne med. Så det kan være, at formanden for Park & Vej lejer en bus, og så kører vi alle sammen derover, siger Asger Kristensen.