Abonnementsartikel

1. oktober må hunden igen slippes løs på en række danske strande. Men det kræver fuld kontrol over sin firbenede ven, for ellers kan det stresse det vilde dyreliv på stranden, hedder det i en pressemeddelelse fra Dyrenes Beskyttelse.

Som udgangspunkt skal hunde altid være i snor ifølge Naturstyrelsen. Det er kun efter særskilt anvisning, at hunde er tilladt løse. I vinterhalvåret mellem oktober og marts må man slippe hunden løs på de fleste danske strande.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- En strandtur er en stor sanseoplevelse for menneskets bedste ven, fordi det både stimulerer alle dens sanser og giver god motion. Men samtidig er det vigtigt, at man har rigtig godt styr på den. For en løs og ukontrolleret hund stresser de vilde dyr unødvendigt og kan måske endda skræmme andre strandgæster, siger Jens Jokumsen, familiedyrschef hos Dyrenes Beskyttelse.

- Det er altid vigtigt, at hunden er trænet til at komme, når den får signalet for at komme til ejeren. Hunden skal være under fuldstændig kontrol, så alle kan få en god oplevelse på de danske strande, tilføjer han.

Hvor må hunden løbe løs?

Grunden til, at hunde generelt ikke må være løse i naturen, er fordi, de kan stresse det vilde dyreliv eller i værste fald jage det. Der er kyster, hvor reglen om, at hunde må løbe fri, ikke gælder, og derfor skal man holde øje med den lokale skiltning omkring løse hunde på sin strand.

Derudover har Naturstyrelsen mere end 200 etablerede hundeskove rundt om i landet. I hundeskovene må hunde løbe løse, men de specifikke regler for skovene er fastsat af grundejeren. Man bør derfor altid aflæse den lokale skiltning ved både strande og hundeskove, inden den firbenede ven slippes løs.