Abonnementsartikel

Ikke alle er lige begejstrede for de gule mælkebøtter i haven, men i fremtiden kan netop denne plante sikre en mere miljøvenlig og bæredygtig kørsel.

Dæk- og teknologigiganten Continental har de seneste fem år arbejdet på et grønt udviklingsprojekt, som går under navnet Taraxagum. Målet er at anvende fremavlede russiske mælkebøtterødder til at fremstille naturgummi til dæk, så produktionen bliver mere bæredygtig.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Nu står de første produktionsmaskiner klar i det nye tyske laboratorium Taraxagum Lab Aklam, og udvindelsen af gummi fra mælkebøtterne kan påbegyndes.

- Klimaændringerne er en realitet i hele verden. Hos Continental har vi i mange år arbejdet med udviklingen af vores teknikker, så vi kan producere mere bæredygtigt og bidrage til den grønne omstilling. Derfor er vi glade for, at der nu ses nogle fysiske resultater af forskningen i Taraxagum, fortæller adm. direktør Georg Nielsen hos Continental Dæk Danmark A/S.

Alternativ til træer

Den nye teknologi er et alternativ til udvinding af gummi fra træerne i regnskoven. Brugen af de russiske mælkebøtter vil på sigt kunne matche udbyttet fra netop de konventionelle gummitræer og vil skåne regnskoven som vedvarende ressource. Mælkebøtterne kan vokse i store dele af verden, hvilket åbner helt nye potentialer for arealer, som ellers ikke dyrkes.

- Vores ingeniører og teknikere arbejder konstant på at gøre gummiproduktionen mere bæredygtig. De russiske mælkebøtter kan dyrkes flere steder i verden - også her i Nordeuropa - og vi kan derfor minimere de lange transporter fra troperne, hvilket vil reducere CO2-udslippet betydeligt, forklarer Georg Nielsen.

På markedet om fem år

Continental annoncerede sidste år, at koncernen over en periode på fire år vil investere 35 mio. euro, hvilket svarer til 261 mio. kr., i Taraxagum Lab Aklam. Den tyske koncern regner med, at den første serie af mælkebøttedæk kommer på markedet om fem år.