Abonnementsartikel

En af de store udfordringer ved at investere i en ny maskine er ofte budgettet. Det er de færreste, der har lyst til at hive flere penge op af lommen end højst nødvendigt, men når det handler om en ATV, så er det en god idé at tænke lidt større, end man lige umiddelbart forestiller sig. Det er i hvert tilfælde erfaringen hos Glamsbjerg Maskincenter, der er forhandler af SMC og Arctic Cat.

- Kunden skal vide, hvad vedkommende køber i forhold til, hvad der er brug for. Jeg har jo ikke noget ud af at sælge en stor maskine til et mindre behov. Men problemet er, at hvis man får en maskine, der ikke kan klare opgaven, så er det lige pludseligt ikke praktisk mere, og så er det noget møg at arbejde med, siger Kristian Jørgensen, salgschef og partner ved Glamsbjerg Maskincenter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jeg skal bare lige?

Ifølge Kristian Jørgensen er det vigtigt, at kunden tænker over, hvad det er vedkommende vil med ATV'en. Hvis man umiddelbart forestiller sig, at maskinen kun skal bruges til en enkelt ting eller to, så er det altså en god idé at overveje, om det nu alligevel kun er det, man vil bruge den til.

- Vi hører meget ofte kunden sige "jeg skal bare lige...", men når vi så fortæller om alle de muligheder, der er med en ATV eller en UTV, så skifter kunden ofte mening. Og hvis ikke så kommer de tit tilbage og siger "Vi skulle nok lige have købt et nummer større".

Mere for pengene

Et andet argument for at tænke sig godt om, er, at man ofte får mere for pengene ved at vælge en større model. Det skal forstås på den måde, at de ekstra features, man får for merprisen, ofte har en langt større værdi i sig selv.

- Hvis du for eksempel tager en Arctic Cat 300 til cirka 35.000 kroner (Plus moms), så koster det altså kun 10.000 kroner at gå op i en 400 kubik model. Og så har man pludselig en maskine, hvor det ikke kun er et spørgsmål, om den nu holder i 10 eller 20 år, men hvor lang tid, du gider have den, siger Kristian Jørgensen.

- Og så har du altså også firehjulstræk, hvilket gør en væsentlig forskel. Når du er oppe i en 400 kubik, så får du også individuel ophængt bagaksel. Det gør, at du uanset underlagets beskaffenhed i terrænet, så har du bid. Hele tiden. Det har man ikke på samme måde med en stiv bagaksel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fordelen ved at gå op i størrelse er også, at man så for alvor kommer ind i en klasse, hvor der er mange muligheder. Maskinen er nu stor nok til for eksempel at køre med brakpudser, ridebaneplaner, sneplov eller en større vogn med læs.