Abonnementsartikel

Da Niels Iver Blichfeldt Jørgensen, også kaldet Siver i lokalområdet, pludselig døde i en alder af 64 år, efterlod han sig et stort landbrug med maskinpark, værktøj, småmaskiner samt 300 kvadratmeter indbo. Nu sælges hele samlingen på i alt tre netauktioner ved Campen Auktioner A/S i Randers, der kalder dødsboet for den største, de har oplevet.

Det 300 kvadratmeter store beboelseshus er fyldt op med kasser, møbler og indbo, så der kun er små gange, man kan gå rundt i. I de omkringliggende bygninger står der en hel maskinpark, mange småmaskiner samt en del værktøj. Niels Iver Blichfeldt Jørgensen, også kendt som Siver, var en samler, det samme var hans forældre.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Ingen arvinger

Ikke mange har været inde hos ham, da han var i live. Han døde pludseligt den 15. oktober og efterlod sig ingen arvinger. Det betyder, at dødsboet tilfalder staten, som har besluttet, at det hele skal sælges på netauktion hos Campen Auktioner A/S.

- Det er underligt og vemodigt at gå og gøre klar til netauktion, hvor beboeren pludselig er død. Det er meget specielt, da det ikke er ofte, man får mulighed for at få sådan et unikt indblik i en anden persons liv, fortæller Finn Campen, direktør ved Campen Auktioner A/S. Han fortsætter:

- Siver var en meget vellidt, kendt og respekteret person i lokalområdet. Det er sjældent, at vi møder så meget opbakning til en auktion fra egnens beboere. Siver var der altid, hvis man havde brug for hjælp, og man kunne altid låne en maskine eller to.

Velholdt maskinpark

Den første auktion over dødsboet er nu på Campen Auktioners hjemmeside, hvor man kan byde på de mange effekter. Den første auktion består af Sivers store maskinpark, bestående af blandt andet landbrugsmaskiner og køretøjer.

- Maskinparken er meget velholdt, og der er mange gode sager imellem. Der er blandt andet traktorer af mærkerne Ford, Volvo og David Brown, en Dronningborg mejetærsker, harver, ballespyd, Nissan Primera, Citroën Xsara og meget andet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gemte skatte

Del 2 af dødsboet vil bestå af mange skjulte skatte. Indholdet af et helt stuehus på 300 kvadratmeter, som er fyldt til randen, sælges på ét katalognummer. Ingen ved præcist, hvad stuehuset indeholder, men vinderen af auktionen kommer ikke til at gå skuffet derfra.

- Der er flere tusind enheder, med mange spændende ting imellem. Det bliver spændende at se, hvilke skatte der er gemt i den bygning. Der kan blandt andet nævnes møbler, lamper, nips, kasser med tøj, indbo og meget andet, fortæller Finn Campen. Han fortsætter:

- På auktionerne vil der også blive solgt mange småmaskiner, værktøj, 10 paller træpiller, korn, hø, halm og meget andet. Der er noget for enhver på auktionerne, og vi opfordrer selvfølgelig alle vores bydere til at komme til eftersyn torsdag den 6. december og opleve, hvor stort dødsboet egentlig er.

?

Praktisk information

Dødsboet er så stort, at det er nødvendigt at dele den op i tre forskellige netauktioner. Første del, som er på Campen Auktioners hjemmeside, består af maskinparken. Auktionen slutter søndag den 9. december kl. 20.00 og effekterne står i 8930, Randers NØ. Den præcise adresse offentliggøres først dagene op til eftersynet.