Abonnementsartikel

Flere turister besøger Danmark, og de turister, der besøger os bruger flere penge og er tilfredse med deres ophold.

Det viser en ny statusanalyse af turismens udvikling og konkurrenceevne, der dog samtidig også viser, at det går endnu bedre i flere af de sammenlignelige lande, som vi ligger i konkurrence med om at tiltrække turister.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Statusanalysen viser derfor også tegn på afmatning i væksten i dansk turisme sammenlignet med de seneste år.

- Der er fremgang for dansk turisme, og det er rigtig dejligt. Men konkurrencen om turisterne er benhård, og flere af vores nærmeste konkurrenter trækker rigtig mange af de udenlandske turister til sig, siger erhvervsminister Rasmus Jarlov.

Rekordår for fjerde år i træk

Med mere end 52 millioner overnatninger i Danmark i 2017 viser statusanalysen det højeste antal registrerede overnatninger nogensinde, og det er særligt de udenlandske turisters overnatninger, der trækker væksten.

Hertil kommer overnatninger gennem deleøkonomiske platforme. Med knap 26,7 millioner udenlandske overnatninger er der i 2017 blevet registreret det højeste antal udenlandske overnatninger siden 1995.

Statusanalysen viser også, at turisterne alt i alt skabte en omsætning i Danmark på 108,1 milliarder kroner i 2016, hvilket er 10,6 milliarder kroner mere end i 2015.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Status

I statusanalysen bliver der også gjort status på de fælles pejlemærker for udviklingen i dansk turisme frem mod 2025, der blev opstillet med Den Nationale Strategi for Dansk Turisme fra 2016.

Nemlig at antallet af turister i Danmark skal forøges med en tredjedel fra 2015-2025. At turisterne i 2025 skal skabe en omsætning i Danmark på 140 milliarder. Og at turisternes tilfredshed med opholdet i Danmark i 2025 skal være på niveau med sammenlignelige lande.

I forhold til de tre pejlemærker er det i særlig høj grad lykkedes at hæve turisternes forbrug og dermed turismeomsætningen, ligesom der er fremskridt i turisternes tilfredshed med rejseoplevelsen i Danmark i forhold til sammenlignelige lande.

Statusanalysen viser, at man i forhold til alle tre pejlemærker kan opfylde pejlemærkerne i 2025, hvis den nuværende udvikling fastholdes over perioden. Det kræver dog, at den faldende vækst i antallet af nye turister vendes, hedder det i pressemeddelelsen.