Abonnementsartikel

Udflugtslystne danskere, lastbilchauffører og andre, der svinger forbi en af Naturstyrelsens rastepladser i Sønderjylland, vil måske ikke umiddelbart lægge mærke til, at skraldespandene er noget særligt. Men det bliver de. Naturstyrelsen er gået i gang med at sætte nye, vildsvinesikre skraldespande op på rastepladser på statens arealer. Det sker for at forhindre, at afrikansk svinepest spreder sig til Danmark for eksempel gennem en rest pølse fra Polen.

- De nye skraldespande ligner ved første øjekast alle andre skraldespande, men under overfladen gemmer de et forsvar mod vildsvineindbrud. Under bunden er der gitre, som gør, at vildsvinene ikke kan grave sig ned under jorden og komme til madresterne den vej. Vi har derudover fået monteret et spyd på skraldespanden, som graves ned i jorden. Så kan vildsvin ikke vælte skraldespanden og komme ind til en pølsemad, som potentielt kan sprede afrikansk svinepest, siger skovrider Inge Gillesberg.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Vildsvinesikre

De nye skraldespande bliver sat op på Naturstyrelsens rastepladser i Sønderjylland. Udover vildsvinesikre skraldespande har Naturstyrelsen og Fødevarestyrelsen sat ind med en flerstrenget indsats, der skal forhindre, at afrikansk svinepest kan sprede sig til Danmark.

På Naturstyrelsens og private arealer er der etableret foderpladser, og der anvendes fælder i områder, hvor flere vildsvin holder til, så danske vildsvin kan nedlægges. Der er desuden en række vildtkameraer, som giver mulighed for at finde ud af, hvornår og hvor vildsvin opholder sig i de forskellige områder. Derudover har Fødevarestyrelsen skruet op for informationsindsatsen og vejledning til blandt andre landmænd og lastbilschauffører.

Dødelig virus

- Det er under tre måneder siden, at der blev konstateret afrikansk svinepest i nogle vildsvin i Belgien. Årsagen var sandsynligvis, at inficeret mad kom med til Belgien østfra, hvor det så blev smidt som affald i det fri. Det er helt afgørende, at madrester ikke ligger og flyder i naturen, eller at vildsvin bare kan vælte en skraldespand og spise resterne, siger souschef i Fødevarestyrelsen Stig Mellergaard.

Afrikansk svinepest er en dødelig virus, som kan ramme alle typer svin. Sygdommen kan ikke smitte mennesker. Der har aldrig været konstateret afrikansk svinepest i Danmark. Bliver bare et dansk svin eller vildsvin ramt af svinepest, lukker svineeksporten til lande udenfor EU.