Abonnementsartikel

Foderbrættet kan gøre havens fugle syge, fordi de træder rundt og lægger afføring i de samme korn, som de spiser. Derudover er de klassiske mejsekugler, man kan købe i supermarkederne, lavet af en fedtblanding, der svarer til fastfood for fugle. Og så er de oven i købet pakket ind i et plastiknet, der er til fare for alle havens dyr, fortæller Michael Carlsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse.

- I stedet for foderbrættet og mejsekuglerne bør man gå over til foderautomat, ophængte fedtkogler og æbler udlagt på græsplænen, siger Michael Carlsen, der giver gode råd til fuglevenner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvilke frø til hvilke fugle?

En foderautomat, og de rigtige frø til den, kan man købe på trælasten, planteskolen eller endda i supermarkedet. Hvad angår frø og kerner er der sammenhæng mellem hvilke frø, man fylder i foderautomaten, og hvilke fugle, der kommer og spiser. Frøene kan bestemme, om det er spurve eller mejser, der vil benytte foderautomaten.

- Hampefrø er mest for fugle, der spiser på stedet. Det gælder eksempelvis spurve, finker og stillidser, hvorimod solsikkekerner er for fugle, der generelt vil pendle mellem et skjulested og foderautomaten. Det gælder eksempelvis blåmejser og musvitter, som helst vil spise skjult og i sikkerhed, fortæller Michael Carlsen.

Hvor skal automaten stå

Fordi nogle fugle foretrækker at pendle mellem et skjul og foderautomaten, og andre hellere spiser på stedet, er det også relevant at tænke over, hvor foderautomaten skal placeres. Spurve er meget opmærksomme på spurvehøgen og vil foretrække en foderautomat, der ikke er placeret langt fra buskadset. Mejserne flyver derimod gerne til en foderautomat, der er placeret i det åbne, fordi de alligevel pendler mellem et skjul og foderautomaten.