Abonnementsartikel

- Landmænd er et ukueligt folkefærd, der altid formår at se fremad. Det har de seneste fire dage på Agromek bekræftet, siger Agromeks formand, administrerende direktør Sten Andersen, Dan Egtved A/S.

- På trods af de udfordringer, landbruget står overfor lige nu, har der været rigtig god stemning under hele Agromek. Vi får meget positive tilbagemeldinger fra både udstillere og gæster, siger Sten Andersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han glæder sig samtidig rigtig meget over de nye aktiviteter, som Agromek 2018 har haft på programmet.

- Vores live-værksted, hvor vi har haft besøg af 500 skoleelever fra de ældste af folkeskolens klasser har været en stor succes. Det samme gælder hele vores nye område, Agromania, med bud på fremtidens teknologier samt innovationskonkurrencen Student Challenge. Det har alt sammen været tiltag for at gøre unge opmærksomme på mulighederne i vores branche, og det synes jeg, vi er lykkedes rigtigt godt med.

Det grønne område

Sten Andersen glæder sig også over det nyt tiltag med "det grønne område" med biogas- og biomasse.

- Det har fungeret rigtigt godt, at virksomhederne fra branchen har stået her ved siden af hinanden, både for de besøgende og for os som udstillere. Vi har som udstillere også haft gavn af at kunne mødes, for mange af vores samarbejdspartnere er her. Desuden har biogasscenen med faglige indlæg trukket mange tilhørere, siger projektleder Steffen Busk Nielsen, Xergi, der har haft stand i det grønne område.

Godt humør

Også blandt udstillere af udstyr til kvægbedrifter er der stor tilfredshed med Agromek. Det gælder blandt andre hos Lely Nordic A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det har været en fornøjelse. Vi har haft besøg af rigtig mange beslutningstagere, de har vist stor interesse og været i godt humør. Og det sidste er ikke mindst vigtigt, siger direktør Jan Brøgger Rasmussen, Lely Nordic.

Han oplever, at flere af de besøgende er meget velforberedte.

- Mange ved helt klart, hvad de går efter. De har forberedt sig hjemmefra og overvejet, hvad de skal investere i i de næste par år, siger Jan Brøgger Rasmussen.

30 procent af kommunerne

Agromek har også haft besøg af mange andre end landmænd.

Det fortæller direktør og ejerleder Jan Andersen, Hako, som leverer maskiner til blandt andet kommunale forvaltninger og boligselskaber.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi glæder os over, at vi har haft besøg af 30 procent af de danske kommuner. Det har været både indkøbere, driftsledere samt chauffører, og det er vi vældig tilfredse med, siger Jan Andersen, der også har haft besøg af boligselskaber.

Travle dage

En af de nye udstillere på Agromek var FarmBackup, der udvikler og sælger digitale arbejdssedler.

- Vi er her med et helt nyt produkt, og vi har fået rigtigt meget ud af være med på Agromek. Vi har haft meget travlt alle dage ? ikke kun med at sælge vores produkt, men vi har også fået meget værdifulde input fra de besøgende, siger direktør og medstifter Søren Iver Knudsen.

Agromek havde fredag 8.592 besøgende. I alt blev Agromek 2018 besøgt af 40.214.