Abonnementsartikel

En milepæl på vej mod genopretningen af Søborg Sø i Nordsjælland er nu nået. Miljø- og Fødevareministeriet har netop indgået aftaler med tre lokale jordejere om køb af de første 210 hektar jord, der skal til for at genskabe Nordsjællands fjerde største sø. Dermed har ministeriet sikret sig knap 40 procent af de arealer, der danner grundlag for, at søen igen kan komme på landkortet.

- Det glæder mig, at vi nu har taget et meget stort skridt på vejen mod genopretning af Søborg Sø ved at købe en så stor en del af det samlede areal. Regeringen er nu tættere på det mål, vi satte os i regeringsgrundlaget i 2016. Søborg Sø bliver en gevinst for både naturen og alle os, der kommer til at nyde en tur rundt om den. Den vil være et trækplaster for både fugle og mennesker fra nær og fjern, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De erhvervede arealer ligger blandt andet rundt om Søborg Slotsruin i den nordlige ende af søen. Ruinen vil, når Søborg Sø er genskabt, blive mere iøjnefaldende i landskabet og med et mere oprindeligt udtryk med vand på tre sider.

I dag er jorden fordelt på 63 lodsejere. Regeringen har fra begyndelsen haft som ambition, at genopretningen skal ske af frivillighedens vej. Det er op til grundejerne selv, om de vil sælge deres jord, have erstatning for, at det bliver vådere, eller om de vil have nyt areal i bytte.

For både mennesker og fugle

De 93 millioner kroner, som det vil koste at gennemføre genopretningen af Søborg Sø, findes ved, at der i de kommende år sælges statslige arealer bortforpagtet til campingpladser samt yderligere ejendomme inden for Miljø- og Fødevareministeriet.

Naturgenopretningen omfatter alt i alt et areal på knap 500 hektar. Heraf vil den største del blive en lavvandet sø og resten til ferske enge.

Genopretningen af Søborg Sø forventes færdig i 2023.