Abonnementsartikel

Der skal vokse mere skov i og omkring Aarhus. Det er Miljø- og Fødevareministeriet, Aarhus Kommune og Aarhus Vand enige om. Derfor har de indgået en ny og ambitiøs samarbejdsaftale, som skal beskytte vigtige grundvandsressourcer og sikre mere bynær skov til aarhusianerne.

Konkret sikrer aftalen, at Aarhus får det største sammenhængende naturområde i byens historie fra Geding Skov i nord til Brabrandsøen og Årslev Engsø i syd. Det sker, når Solbjerg, True og Geding Skov kan vokse med cirka 550 hektar tilsammen, svarende til 1.100 fodboldbaner. Aftalen sikrer desuden, at grundvandet i disse områder beskyttes.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen, rådmand Bünyamin Simsek og direktør for Aarhus Vand Lars Schrøder underskriver tirsdag den 4. december den nye samarbejdsaftale i Geding Skov.

- Den nye samarbejdsaftale sender Aarhus direkte ind i den grønne superliga. Vi giver aarhusianerne meget mere natur tættere på deres hjem, hvor de kan løbe, gå, cykle eller bare tage et pusterum fra storbylivet. Det tal kan stige til nye højder, når vi tør være så visionære, som vi er i den aftale, vi underskriver i dag, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Årtiers samarbejde

Miljø- og Fødevareministeriet, Aarhus Kommune og Aarhus Vand har i knap 30 år samarbejdet om at få mere skov i Aarhus. Skovarealet er siden 1990 vokset fra cirka fem procent til omkring 11 procent. Naturstyrelsen og Aarhus Vand hjælper nu Aarhus Kommune endnu et skridt på vejen mod det endelige mål på 17 pct. i 2030.

Derfor glæder rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune sig over den nye samarbejdsaftale.

- Vores natur er noget af det, som vi aarhusianerne sætter allermest pris på ved vores by. Vi bruger vores strande og vores skove intenst. Med 5.000 flere borgere hvert år, så skal vi i Aarhus Kommune også skabe meget mere natur, som vi kan nyde, og med dette samarbejde gør vi rigtigt meget godt for både vores drikkevand, for naturen og for aarhusianernes mulighed for at udfolde sig, siger Bünyamin Simsek, rådmand Teknik og Miljø.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nye naturoplevelser

De nye skove er placeret, så de - ud over at give nye naturoplevelser - er med til at beskytte grundvandet og derfor kan sikre rent drikkevand til borgerne i Aarhus i fremtiden. Direktør i Aarhus Vand Lars Schrøder glæder sig over den nye aftale.

- Grundvandet i Aarhus er under pres på grund af forurening - særligt af sprøjtegifte. Derfor er det en meget vigtig aftale, der nu er indgået. Det er en fremtidssikring af vores drikkevand i et område, hvor vi årligt indvinder 4 mio. kubikmeter grundvand. Dermed er vi et vigtigt skridt nærmere vores mål om at beskytte grundvandsressourcen i hele kommunen. Samtidigt er skovrejsning den grundvandsbeskyttelse, som giver den største samfundsøkonomiske gevinst.