Abonnementsartikel

Juletræet er en fast bestanddel af de fleste danske hjem i julemåneden. Det samme er ofte hundredvis af biller, småfluer, bladlus, ørentvister, edderkopper og andre småkravl, for de bor i vores juletræer. Det skriver Sjællandske.

- Et grantræ er en hule for en hel masse overvintrende insekter og smådyr. Dyrene er gået i dvale inde under de tætte grene, under barken og i koglerne. Så når vi tager et juletræ indenfor, får vi altså en hel del uventede gæster med ind i julestuen, siger Claus Schultz, der er formand for Brancheforeningen for Skadedyrsfirmaer og teknisk chef i Rentokil Skadedyrsbekæmpelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når dyrene kommer ind i vores varme og lyse stuer, vågner de fra deres dvale og begynder at røre på sig.

- Nogle af dem går i chok over pludselig at komme ind i varmen, andre søger ind under paneler og andre steder, hvor de kan få fred, og der er lidt køligere, siger Claus Schultz fra Rentokil.

Små tricks minimerer den zoologiske have

Det er stort set umuligt ikke at få insekter med i købet, når man vil have et ægte juletræ, lyder det fra Claus Schultz. Og ikke overraskende er der flere dyr i de træer, man henter direkte ind fra naturen, end hvis man køber et træ på torvet i byen.

Du behøver dog ikke være bange for dyrene. Der er nemlig ikke tale om skadedyr, som går i møbler eller madvarer, men blot almindelige uskadelige insekter.

Hvis man alligevel foretrækker at holde jul uden selskab fra naturen, kan man med tre simple tricks reducere antallet af småkravl betydeligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Lad juletræet stå udenfor en dag eller to, inden du tager det ind i stuen, bank juletræet et par gange hårdt mod jorden, så ryster man mange af dyrene af eller skyl eventuelt træet med en vandslange, lyder anbefalingerne fra Claus Schultz.