Abonnementsartikel

Hvis ellers det er muligt at komme i jorden, er februar og tidlig marts gode måneder til at plante roser i, og fordelene er rigtigt mange ved at plante om vinteren. Blandt andet har planterne fine muligheder for at få en god start, og man behøver ikke vande, kun lige når der plantes. Sådan lyder rådene fra en af Danmarks kendte roseavlere Rosa Eskelund, Roses Forever.

Haveroser kan let bestilles på nettet, så man kan i ro og mag sidde hjemme og vælge lige de sorter, man ønsker sig. Barrodsroser har endnu den fordel, at de er langt billigere i indkøb end en haverose med blade og blomster i potte, og de er mindst ligeså gode - måske endda bedre, lyder det fra Rosa Eskelund.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Allerede til foråret

Hvis man planter barrodsroser om vinteren, kan man allerede nyde rosens første skud i det tidlige forår og frem til første blomstring midt juli, hvor man ofte har travlt med den øvrige forårs og sommer klargøring af haven. Roserne vil blomstre igen og igen helt frem til og med november, afhængig af vejret.

- Lige nu er et helt perfekt tidspunkt til at plante roser. Der er fugtigt og køligt, men jorden skal selvfølgelig være til at komme i, siger Rosa Eskelund fra det idylliske Dyreborg på Sydfyn.

Hvis blot man vælger de såkaldte remonterende sorter, vil man kunne nyde mange gen-blomstringer hele sommeren og langt ind i efteråret, og man skal ikke være bange for at plukke duftende buketter og tage dem med ind til stuen, for jo mere man klipper, jo flere roser gror frem.

Duft hitter

De senere år er der også kommet særdeles velduftende sunde roser på markedet. En af Roses Forevers velkendte og duftende klatrerose er "Our Last Summer", som er døbt af Ghita Nørby, ligesom "Inger Forever" er en ny og større buskrose, som også er særdeles velegnet som duftende hæk.

Flere af roserne kan også plantes i store krukker på terrassen, blot man husker godt dræn. Til krukker anbefales sorter, som bliver knap så kraftige, blandt andet buketrosen "I am Grateful" og den allerede nævnte storblomstrede "Fru Nørby".