Abonnementsartikel

Mange forbinder vinterferien med skiture til bjergrige destinationer eller film og brætspil under slumretæppet. Men du kan også vælge at drage ud i den danske natur og snuppe en nat under stjernerne i et af Naturstyrelsens shelters.

- Så længe du kan holde dig varm og tør, er der masser at opleve i den danske natur i februar måned. Hvis du skal overnatte udenfor, er det afgørende at der er læ, og at du har en god sovepose. I shelters sover du hævet over jordens overflade, men ellers er det vigtigt, at der er god isolering mellem dig og jorden. Tænd et bål og hold det ved lige, og vent så ellers bare på, at mørket falder på. Hvis du hører et skrig eller en gøen, er det nok hanræven, der leder efter en mage netop nu, siger Jes Aagaard, naturvejleder i Naturstyrelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Uanset om du vælger at slå lejr eller blot vil nyde en dag i naturen i vinterferien, er der forskellige aktiviteter, du kan kaste dig over:

Mad over bål

Hvis du gerne vil finde din indre stenaldermand frem, er der forskellige spiselige ting, du kan finde i naturen netop nu, fx rødder fra dunhammer, der er rig på kulhydrat, tang, blåmuslinger eller østers, havtorn, svampe som østershatte og judasøre. Hvis du har brug for vand, og der ikke er en frisk kilde i nærheden, kan du smelte sne i en gryde over bål eller koge regnvand. Du kan også vælge den lidt nemmere løsning og tage pandekagedej og kakao med hjemmefra.

Her kan du se kort over Naturstyrelsens mange bålpladser, som er til fri afbenyttelse året rundt.

I hælene på skovens dyr

Man skal både gå på listetæer og sætte det lange ben foran, hvis man skal spotte de store dyr i skoven. Dyrene bliver let skræmte ? og en del af dem er mest aktive om natten. Men i skovbunden kan man nemt finde tegn på deres færden. Så længe der ligger sne, er det lettest at finde dyrespor i naturen.

Her kan du se, hvad du skal lede efter, når du spejder efter deres spor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Naturens motionscenter

Når man har tygget sig igennem hele bagerens sortiment af fastelavnsboller, kan det være rart at bruge sin krop aktivt. Den danske natur er vores fælles fitnesscenter, hvor man kan løbe i terræn, klatre og cykle på mountainbike. Statens skove har også et væld af aktivitetsbaner og fitness-faciliteter i hele landet.

Vil du bytte løbebåndet ud med skovbund og kuperet terræn, kan du finde løberuter, aktivitetsbaner og andre motionsmuligheder her.