Abonnementsartikel

Verdenshavene er endestationen for meget af plastikaffaldet fra hele verden. Det er et stort problem, blandt andet fordi plastikken ikke forsvinder men i stedet bliver nedbrudt til mikroplast, som så ender i fødekæden.

Men børnetøjsfirmaet Melton i Vejen vil gøre noget ved problemet. Til foråret begynder de at producere regntøj til børn lavet af nogle af de millioner af plastikflasker, som er endt i havene. Det skriver DR.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Administrerende direktør Helle Ghodt fra Melton mener ikke, at plastikforureningen kan ignoreres.

- Det er frygteligt at se på. Derfor har vi spurgt os selv, hvordan vi kan være med til at bruge plastikken i en anden sammenhæng siger hun til DR.

Ansvar for børnene

Omkring otte ton plastik ender i verdenshavene hvert år. Samtidigt vokser tøjforbruget på verdensplan.

- Som leverandør af børnetøj har vi et ansvar. Det er børnene, der skal overtage verden efter os. Derfor skal vi være mere miljøbevidste, siger direktøren til DR.

Bæredygtighed fylder meget allerede, og der er ikke noget, som tyder på, at det kommer til at fylde mindre i samfundet lige med det første. Især affald er der fokus på at udnytte i stedet for at deponere eller bare brænde det af - også selvom afbrændingen bruges til fjernvarme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Man giver affaldet værdi og gør det til en ressource. Den tanke er god, siger energi- og miljøpolitisk seniorrådgiver hos Danmarks Naturfredningsforening, Sine Beuse Fauerby, til DR.

Hvert stykke tøj er mærket med, hvor mange plastikflakser der er brugt i produktionen til netop det stykke tøj. For eksempel bliver der brugt 74 plastikflasker til at producere et regnsæt til størrelse 104, som passer børn på omkring tre-fire år.