Abonnementsartikel

Kigger du altid langt efter genboens delikate, rødkindede æbler, når de er spisemodne? Eller drømmer du om at få en særlig æblesort, der ikke er til at opdrive hos de gængse plantecentre og online-forhandlere? Så kan løsningen være at pode dig frem til dit helt eget "specialdesignede" træ, der bærer netop de æblesorter, du ønsker dig.

Podningens ædle kunst er dog ikke helt nem at få succes med, især ikke for en helt grøn begynder, da den kræver både viden og håndelag. Men hvis du vil have en god start, er der nu mulighed for lære af nogle af landets største kapaciteter på området, idet Pometet inviterer til to podekurser i sidste halvdel af marts.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Sjælden chance

Pometet hører til Institut for Plante- og Miljøvidenskab ved Københavns Universitet og holder til i Taastrup, hvor de ansatte blandt andet producerer frugt og planter til forskning samt undervisning. Til daglig er der ikke åbent for offentligheden, så kurserne er en sjælden chance for at komme indenfor og suge til sig af viden om podning af æbletræer.

Det første kursus er for begyndere og afholdes den 20. marts, hvor der undervises i forskellige typer podning og den efterfølgende pasning af planterne. Deltagerne får også lejlighed til selv at pode og kan enten medbringe deres egne podekviste eller bruge udvalgte kviste fra Pometets nationale æblesamling - og resultatet får deltageren med hjem til sin egen have.

Kursus nummer to foregår den 21. marts og er for de, der har deltaget i det første kursus, eller har prøvet at pode før. Her er der skruet op for sværhedsgraden, idet der arbejdes med ompodning og podning af flere sorter på samme træ. Deltagerne får hver især et toårigt æbletræ, som de kan pode to til tre sorter på og tage med hjem bagefter.

Hvis du vil med, bør du springe til hurtigt, da tilmeldingsfristen udløber på søndag d. 10. marts. Tilmelding foregår via Pometets hjemmeside (pometet.dk), hvor du også kan finde de nærmere oplysninger om tid, sted og pris.

En guldgrube af viden

Selv om du ikke har tid eller lyst til at deltage i et podekursus, er Pometets hjemmeside absolut værd at besøge, hvis du interesserer dig bare en smule for frugttræerne i din have. Den indeholder en hel guldgrube af viden og oplysninger - ikke alene om podning og æbler, men også om et væld af andre forskellige frugter, deres historie og pasning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De fleste haveejere med frugttræer har nok oplevet at blive forbistrede over, at træerne er blevet angrebet af utøj eller andre dårligdomme. Og ved man ikke, hvad der er gået galt - og har man ikke lige Søren Ryges privatnummer - kan Pometets billedrige guide til frugtsygdomme være en stor hjælp.

Særlig nyttig er også Pometets æblenøgle, som kan bruges, hvis man leder efter navnet på et æbletræ af ukendt oprindelse i haven, eller er på jagt efter en sort med bestemte egenskaber. Samtidig byder nøglen masser af informationer om cirka 330 æblesorter fra Pometets samling.

Hele samlingen består af intet mindre end 750 æblesorter, og inden for andre frugtarter ligger sortsantallet ofte mellem 80 og 120, oplyser Pometet på deres hjemmeside. Så der er altså nok læsestof at gå i gang med for enhver frugt-entusiast.