Abonnementsartikel

Påsken står for døren, og det samme gør sommerhussæsonen. Varmegraderne er dog ikke helt høje nok endnu til at klare opvarmningen, inden sommerhusene tages i brug til weekendophold og påskeferie.

Så der skal tændes for varmen, men heldigvis bliver det lidt billigere, hvis den primære varmekilde i sommerhuset er eldrevet - for eksempel via elpaneler eller en varmepumpe. Per 1. februar 2019 har Folketinget nemlig vedtaget, at sommerhuse, der opvarmes med el, kan få reduceret deres elafgift. Det skriver energiselskabet SEAS-NVE i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reduktionen gælder for den del af det årlige forbrug, der ligger over 4.000 kWh. Og det er en forskel, der kan mærkes. Op til de 4.000 kWh er elafgiften 110,50 øre per kWh, hvorefter den falder til 32,38 øre per kWh. Så hvis man for eksempel bruger 6.000 kWh om året, opnår man en besparelse på 1.564,40 kroner.

Husk tilmelding

Man skal tilmelde sig som elvarmekunde hos sin leverandør, hvis man skal få gavn af de nye regler.

Hvis man tilmelder sig før den 31. maj, får man reduceret sin betaling med tilbagevirkende kraft fra den 1. februar. Så behøver man ikke gøre mere - ved tilmelding efter den 31. maj, skal der indleveres ekstra dokumentation.

Ud over den reducerede elafgift, er der også andre steder, du kan spare på omkostningerne til energien i dit sommerhus. Nedenfor får du tre eksempler på, hvor der kan være gevinster at hente.

3 tips til varmebesparelse

Vandopvarmning: I størstedelen af de danske sommerhuse er der ikke et vandbaseret centralvarmesystem, hvilket betyder, at opvarmning af vand sker i en eller flere elvandvarmere. Er en af disse af ældre dato, kan det derfor være en god idé at udskifte den til nyere elvandvarmere eller solfangere, hvis du vil reducere dit energiforbrug og samtidig opnå en besparelse på din elregning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Skift til anden varmekilde: Bor du i dit sommerhus året rundt, og benytter du elvarme som primær varmekilde, kan det være en god idé at overveje en anden opvarmningsform. Et oplagt alternativ til elopvarmning er for eksempel at skifte til en varmepumpe - den kan stå for det meste af opvarmningen i sommerhuset og samtidig næsten halvere dit elforbrug.

Efterisolering: Mange sommerhuse er generelt dårligt isoleret, hvorfor de ofte har meget lidt eller slet ingen isolering i ydervæggene og på loftet. Derfor kan det være en god idé at efterisolere, hvis du vil have et sundt indeklima og opnå besparelser ift. rumopvarmning. Rådfør dig eventuelt med en bygningssagkyndig, hvis du ønsker at vide, hvilken efterisoleringsløsning, der er bedst egnet til dit sommerhus.