Abonnementsartikel

Gennem 25 år har Stig Christensen flettet med pil ud fra virksomheden Pilekurven. Det begyndte med brødkurve og har udviklet sig til alt tænkeligt inden for flet til hus og have. I år er det første gang, Stig Christensen udstiller sine varer på Landsskuet Herning, der holdes fra den 4.-6. juli.

Blandt andet udstiller han hvad der ligner en hel lille by af foderhuse til havens fugle. De små udgaver kan hænges op i et træ, mens de større kan anbringes på for eksempel en stub.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Uanset størrelse passer alle foderhusene til havens mindste fugle. Ønsker man, at for eksempel solsorte også skal have adgang, klipper man et passende antal lodrette tremmer af. Har man et sultent egern i haven, kan det i øvrigt være en god ide at være lidt på forkant.

- Egernet gnaver sig nemlig igennem, og det er jo ikke sikkert den fjerner tremmerne i samme arkitektoniske stil, som man selv ville gøre, siger Stig Christensen med et blink i øjet.

Foderhusene er behandlet med en økologisk træolie og kan naturligvis hænge ude hele året. De mindste koster 650 kr, og de største 2400 kroner.

På standen vil man også kunne se for eksempel staudestativer, vindspil og kræmmerhuse til blomster eller mejsekugler. Dertil kommer et udvalg af kurve i forskellige størrelser fra små brødkurve over større svampekurve til store brændekurve.

Alt er i øvrigt flettet af økologisk dyrket pil.