Abonnementsartikel

Overnatning i shelters bliver stadig mere populært. Fra 2013 - 2018 steg antallet af overnatninger i Danmark med 68 procent. Alene sidste år var der 177.000 bookinger, hvilket var det højeste antal nogensinde.

Det begyndte lidt i det små med nogle få sovepladser per shelter, men i takt med den stigende popularitet bliver der også bygget større shelters. Et eksempel på dette er et nyt supershelter ved Esrum Sø i Nordsjælland. Cirka 60 meter fra bredden af landets vandrigeste sø i den nordlige ende af Gribskov har Esrum Borgerforening opført et shelter med 30 sovepladser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Naturstyrelsen, der er partner i projektet, lægger areal til og etablerer bålsted. Der bliver bygget en grill midt i bålshelteret. Indtil den er hærdet og klar til brug midt i juli, vil der være et brugbart bålfad til at grille maden.

Lille sandstrand

Shelteret ligger på en lille bakke omkranset af træer. For foden af bakken er der en lille sandstrand, hvorfra det er mulig at bade.

Bålshelteret er skabt med inddragelse af flere fra lokalsamfundet, herunder Esrums borgere, lokale foreninger, lokale banker og fonde.

Borgerforeningen har skaffet de økonomiske midler med støtte fra Friluftsrådet, LOA, Nordea og Peregrinus.

Selve byggeprojektet er udført af firmaet Bålbyg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det store shelter skal bookes på forhånd, hvilket sker på www.udinaturen.dk.