Abonnementsartikel

Makrellen er smuk at se på og underholdende at fange med fiskestang og krog. Dens fede kød smager fremragende og er smækfyldt med sunde fedtsyrer. Så der er alt mulig grund til at rigge grejet til og sætte jagten ind på denne pelagiske torpedo, der snapper efter stort set alt af spiselig størrelse, der krydser dens vej.

Chancerne for fangst er dog størst, hvis man kender lidt til makrellens levevis, leveområder, adfærd og føde. Vi bringer her en håndfuld tips og tricks, der kan øge dine chancer for at få den populære sportsfisk på krogen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kan fanges døgnet rundt

Juli og august er højsæson. I slutningen af juni ankommer de første stimer til den jyske vestkyst ude fra Nordsøen, og i løbet af juli er de også at finde ved de østvendte kyster.

Fra kysten er morgen- og aftentimerne de bedste, men makrellen kan også sagtens kroges ved højlys dag, og navnlig fra havne og moler kan man støde på makrellen døgnet rundt.

Især fra kysten kan tidevandet spille ind på fangstchancerne. Starter man en times tid efter lavvande, kan der være gode chancer for, at makrellens byttedyr trækker ind mod kysten sammen med det tiltagende højvande.

Danmarks Meteorologiske Institut (dmi.dk) kan man finde en tidevandstabel og planlægge fisketuren derefter.

Uanset hvor eller hvornår på dagen, man fisker, gælder det om at være tålmodig. Makrellen jager nemlig i flok, og på et eller andet tidspunkt skal der nok trække en stime forbi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kig på vejret

Makrellen foretrækker klart vand, fordi dens fine gæller er følsomme over for urenheder i vandet. Er der pålandsvind, kan bølger og vind have hvirvlet sand og andre småpartikler op i vandlagene. Er det tilfældet, bør man finde et andet sted.

Har der været fralandsvind i nogle dage, er der gode chancer for, at vandet er blevet klart. Falder dette sammen med et solidt højtryk, har man gode betingelser for fangst.

Hold øje med mågerne

Inde fra kysten er det en fordel af kunne kaste langt og udnytte tidevandet. Men det er ikke alle steder, man kan nå makrellen inde fra kysten. De lever nemlig fortrinsvis på dybere vand, så det er en god ide at studere søkortets dybdekurver.

Endnu bedre er det at finde et havnebassin eller en mole.

Hold også øje med områdets måger og terner. De er opportunister og udnytter enhver chance for at få et let måltid. Er der en stime makreller i området, vil makrellerne have skræmt sild og tobiser helt op i overfladen, og man vil da kunne se fuglene dykke ned i vandet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Makrelforfang eller flåd

For at få en god kastelængde bør man vælge en kyststang på 9-10 fod med en kastevægt på mellem 9 og 35 gram. En tynd fletline på for eksempel 0,15 mm til hjulet er et godt valg. Fletlinen er stærk og holdbar og sikrer en god kastelængde.

I enden af fletlinen binder man sit forfang fast. Det kan købes færdigt og består af en traditionel nylonline - der ikke er så synlig i vandet som en fletline. I enden sidder et synk, der kan være et lod, en kastepirk eller et blink. Op ad forfangets line er der monteret et antal blanke, bundne kroge, der skal efterligne rejelignende krebsdyr eller småfisk.

Forfanget bør være mindst én meter langt og spinnes relativt hurtigt ind. Det kan være en fordel at variere indspindings-hastigheden og give små ryk med stangspidsen undervejs.

Andet populært endegrej består af et glideflåd, et synk og en krog agnet med eksempelvis et silde- eller makrelstykke. Med et glideflåd kan man variere fiskedybden, men det kræver en såkaldt flådstopper, der fæstnes adskillige meter oppe på linen. Det kan være en silikone-stopper eller en stopknude, man selv binder fast på linen.