Abonnementsartikel

Når kulden vender tilbage til de danske breddegrader, begynder insekterne deres jagt på et hjem for vinteren. Nu bliver det lettere for landmænd at hjælpe insekterne med vinterhjem og mad til foråret, skriver Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse. Landbrugsstyrelsen har lettet reglerne for brakarealer med blomsterblandinger, så landmænd kan lade blomstrende planter stå i to år, uden at det går ud over støtten.

Lige nu myldrer agerlandet af insektliv, og nye generationer er sat i verden. Når sommerens varme forsvinder, går jagten ind på et sted, hvor de kan være vinteren igennem. Insekterne kan nu få en hjælpende hånd fra landmænd landet over. Nu er det nemlig muligt at lade brakarealer med blomsterstriber stå og stadig modtage støtte for arealet. Tidligere var det nødvendigt at så nye blomsterblandinger på brakarealer hvert år for at opfylde betingelserne for grundbetaling og grøn støtte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Rigtig mange landmænd vil gerne hjælpe naturen og insekterne. Når landmænd lader være med at slå brakarealer med blomster, er det med til at give insekterne et sted at overvintre. Derudover kan blomsterne blive mad for næste generation af insekter til foråret, siger Peter Byrial Dalsgaard fra Landbrugsstyrelsen i pressemeddelelsen.

Udover brakarealer er der en række tiltag, som landmændene kan etablere for at variere tiltagene og skabe vinterhjem til insekterne hvert år. På andre vildt- og bivenlige tiltag såsom blomsterstriber, insektvolde er der, som hidtil, ikke noget aktivitetskrav. Landmænd, som gerne vil hjælpe bierne, kan også så blomster på markbræmmer. Her er der dog krav om, at plantedækket bliver slået, eller at der bliver sået blomster en gang årligt for at modtage støtte for arealet.

Landbrugsstyrelsen har samlet gode tips og inspiration til, hvordan landmænd kan skabe mere variation og danne spredningskorridorer, blomsterstriber og en række andre insektvenlig tiltag langs markerne til gavn for insekter og dyr.