Abonnementsartikel

Kassen med det første testprodukt, en batteridrevet kædesav fra Stihl med navnet MSA 140 C-B, i Fritidsmarkedets PowerGear Outdor-serie, ankom til tiden, hvilket i disse moderne tider er dagen efter bestilling. Papkassen er robust og beskytter indholdet, der hurtigt viser sig at bestå af en række forskellige dele, der skal samles før brug.

Der er tale om et sværd, en savkæde og et batteri. Det burde være til at samle, og det går da også rimeligt nemt. Dog skal vi lige tjekke den medfølgende manual, for at sikre, at vi ikke vender kæden forkert, men heldigvis er den på dansk, som den skal være, og med en illustration, der tydelig viser, hvilken vej kæden skal vende på sværdet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det tager omkring 10 minutter at samle kædesaven, hvilket må siges at være OK. Det eneste vi savnede i kassen var motor-olie. Man kunne godt have vedlagt en lille flaske, nok til at komme i gang med. Så rådet her er at sørge for at indkøbe det i god tid.

Det er ikke størrelsen?

Ved første øjekast ser den orange Stihl MSA 140 B-C temmelig lille ud, og den føles da også minimal i et par mellemstore mandehænder, ikke mindst når man i længere tid har været vant til en tung, benzinosende af slagsen. Det skal man dog ikke lade sig narre af.

Maskinen er beregnet til lettere havearbejde. Det siger sig selv, at med en sværdlængde på 30 centimeter, skal man ikke kaste sig over et stort egetræ. Det kommer der ikke noget godt ud af. Men har man sat sine forventninger efter at kunne opstamme træer, skære brænde i den ikke så tykke kategori og klare mindre overskæringer af alt fra brædder til regler og pæle, så bliver man ikke skuffet.

Forskellige udfordringer

Vi valgte at starte med opstamning af et mindre birketræ med grene på tykkelse fra fire til otte centimeter. Det første, man lægger mærke til, er fraværet af motorstøj. Selvfølgelig kan man høre maskinen, men vi tog hurtigt høreværnet af. Når man arbejder med kædesav, er det vigtigt ikke at lægge for meget pres på, og i dette tilfælde var det nok blot at placere kæden let på grenen, så smuttede saven igennem som en varm kniv i blødt smør. Det skyldes selvfølgelig også, at kæden er sprit-ny og knivskarp.

Efter en række grenoverskæringer flyttede vi videre til et mellemstort kastanjetræ med grene på omkring 15 til 20 centimeters tykkelse. Heller ikke her blev kædesaven udfordret, tværtimod arbejder den sig let og ubesværet gennem en række stammer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Endelig kastede vi os over at save brænde i tykkelser på op til cirka 20 centimeter, og igen sled arbejdshesten sig gennem alle udfordringerne uden at kny.

Batteriet

På forhånd var vi blevet lovet, at kædesaven kunne holde i op til 45 minutter. "Op til" betyder som regel meget mindre, men her holder Stihl stort set, hvad de lover. Det er klart, at batteriforbruget afhænger af, hvor hårdt arbejde saven kommer på, men vi kørte uden problemer i over 35 minutter på, hvad vi for denne maskine vil kalde mellemstore udfordringer, og det må siges at være acceptabelt.

Alligevel vil vi opfordre til at investere i et ekstra batteri, så man hele tiden har et friskopladet ved hånden. Det gør arbejdet sjovere og ikke mindst hurtigere.

Konklusion

Stihls MSA 140 B-C er en lille arbejdshest, som er fremragende til lettere havearbejde. Den er nem at håndtere, den er lydsvag, og den er hurtig at skille ad og samle igen, når man skal rengøre efter brug. Den kan bruges af både kvinder og mænd. Og ikke mindst, så går der kun få sekunder, fra man griber kædesaven, til den første gren er skåret over.

Se videoen på fritidsmarkedet.dk