Abonnementsartikel

Der er en god grund til, at landbrugets videncenter, Seges, hele tiden holder deres informationer om den giftige plante engbrandbæger opdateret. Planten er ekstrem giftig for især heste ? i værste tilfælde er den dødbringende - og det er i disse dage, at den gule plante har sin storhedstid på marker og i grøfter over hele landet.

- Selv om vi ikke har haft så mange henvendelser angående engbrandbæger i år, så skal man ikke være i tvivl om, at den er der, siger Marian Damsgaard Thorsted, der er specialkonsulent ved Seges.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Og uanset, om der er få eller mange, så skal den udryddes, fastslår hun.

Nem at genkende

Engbrandbægeren er nem at genkende. Planten har gule blomster og er mellem 30 og 100 centimeter høj (se billede), og den blomstrer mellem juli og september. Får man øje på den på marken eller nærliggende grøfter, bør den øjeblikkeligt fjernes. Det allerbedste er at rykke den op og fjerne den fra marken samt efterfølgende sørge for, at den ikke kan smide sine frø.

Har planten allerede smidt sine frø, er mulighederne at lægge marken om eller få sprøjtet, og i så tilfælde kræver det kontakt til en plantekonsulent.

Spørg din wrap-leverandør

Det største problem for hestene er imidlertid ikke de gule planter på marken. Er der græs nok, skal hestene nok spise udenom, idet den levende plante er bitter. Problemet er, at planten smider sine frø og danner endnu flere planter året efter - og ikke mindst, at planten, når den bliver høstet sammen med græsset efterfølgende, visner hen og bliver spist af hesten sammen med det andet græs, fordi bitterheden er forsvundet.

Svært at se

Det kan være svært at se, om ens wrap indeholder engbrandbæger. Når den er visnet ned, ligner den meget andet ukrudt, der almindelig vis kan være i en balle wrap.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De, der laver wrap, er generelt opmærksom på problemet, men er man i tvivl, må man spørge ind til ens leverandør, anbefaler specialkonsulenten.

Ved akut forgiftning hos en hest går den i chok. Den vil svede, få en usikker gang og miste orienteringsevnen. Og så handler det om at kontakte en dyrlæge øjeblikkeligt.

Så med andre ord: Ser du en engbrandbæger, så fjern den straks. Du hjælper ikke kun dig selv, men også andre hesteejere.