Abonnementsartikel

Lige nu blomstrer hedelyngen og farver naturområdet Helm Polde lilla. Men når man kommer tættere på, så blomstrer også helt andre planter som klokkelyng og tormentil, men også den højblå klokkeensian. Her kan også ses mange sommerfugle, såsom den flotte brune perlemorsommerfugl, der flyver hundredtallige lige nu.

Tidligere har området været præget af udfordringer med såkaldte problemarter, som kvæler urter og lyng, og som dermed forarmer naturen. Det er særligt den invasive busk glansbladet hæg og det dominerende græs blåtop. Men for to år siden omlagde Naturstyrelsen forvaltningen af det fredede område, så der nu går græssende dyr det meste af året i et samlet område på over 100 hektar stort.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Allerede nu kan vi se, at naturen har haft godt af, at dyrene græsser i en større del af året. Når der græsses hele året, vil dyrene ikke kunne nå rundt på hele arealet om sommeren, hvilket vil give urter og buske mulighed for at blomstre. Til gengæld vil dyrene gå hårdere til vegetationen i vinterhalvåret, hvilket vil reducere de arter, vi har problemer med, siger skovrider Bent Rasmussen, Naturstyrelsen Vadehavet.

Sjældne ynglefugle

Endeligt holder kreaturerne vandhullerne åbne og varme, hvilket passer frøer og tudser perfekt, og lige nu også trækkende vadefugle såsom svaleklire og mudderklire, der fouragerer i vandkanten. Er man til sjældne ynglefugle, så kan man se efter den rødryggede tornskade i enebærkrattene på Helm Polde, eller den sortstrubede bynkefugl, som er spredt rundt på de åbne arealer. Endeligt kan man være heldig at se eller høre en vendehals, som yngler i nogle af de opsatte kasser i området.

Kreaturerne i indhegningen er meget rolige dyr, og der er fine muligheder for at opleve området, for eksempel fra Povlskrovej eller Arrild ferieby, og gå en rundtur eller gå på tværs af området. Det gælder også for ridende besøgende. Hvis man ønsker en overnatning, så har Naturstyrelsen etableret en ny shelterplads, som støder op til området.

Endu større

Næste år inkluderes Sprøggelmosen, som ligger i den nordvestlige del af området, i den store indhegning, så indhegningen i alt bliver 119 hektar stor. Hermed bliver variationen og muligheden for, at arter kan sprede sig endnu større.