Abonnementsartikel

Det lød næsten for godt til at være sandt, at krydderurten oregano blandet i foderet kunne få køer til at bøvse mindre metan. Og det er det desværre også. Det må forskere, virksomheder og landmænd bag det GUDP-støttede projekt MET-ANO sande, skriver de i en pressemeddelelse.

- Det er lidt af en skuffelse, for vi havde store forhåbninger på forhånd, og vi fik megen omtale, da vi gik i gang med forsøgene. Men det ser desværre ud til at være et vildspor, siger projektleder for MET-ANO Kai Grevsen, der er seniorforsker ved Aarhus Universitet i Årslev.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Håbede på 25 procent reduktion

Målet med projektet var at reducere udslippet af metan fra økologiske malkekøer med op til 25 procent, sådan som man har rapporteret i lignende amerikanske forsøg.

Metan er en drivhusgas, der virker 28 gange stærkere end kuldioxid, og metanbøvser fra kvæg udgør hele 40 procent af dansk landbrugs produktion af drivhusgasser. En dansk malkeko udleder typisk 6-700 liter metangas i døgnet, og derfor har det stor effekt, hvis man kan reducere indholdet af metan i kobøvserne.

Amerikanske forskere har målt en betydelig reduktion, når de tilsatte stærk oregano med et højt indhold af stoffet carvacrol til foderet. Stoffet kan hæmme de metan-producerende mikroorganismer i koens vom. De danske forskere havde derfor et begrundet håb om at kunne reproducere amerikanernes resultater.

Kunne ikke bekræftes

I de amerikanske forsøg blev der brugt en speciel stærk oreganotype, Vintermerian (Origanum vulgare ssp. hirtum) også kaldet 'Greek oregano' med særligt højt indhold af aktive stoffer i den æteriske olie.

MET-ANO brugte samme type oregano som amerikanerne, men alligevel opnåede de danske forskere ikke samme effekt, som de amerikanske kolleger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- ?Vi mener forskellen mellem deres og vores resultater ligger i forskellige målemetoder. Efter min vurdering er vores målinger bedre end de amerikanske, fordi vi har gennemført fodringsforsøg og målt metan-udledningen kontinuerligt i gastætte kamre over fem døgn. siger Kai Grevsen.

- Amerikanerne har kun målt otte timer umiddelbart efter fodring, og derfor er vores metode meget tættere på forholdene i virkeligheden.

En anden betydelig forskel var, at amerikanerne havde iblandet den daglige dosis af oregano i nogle få kg af morgenfoderet, mens man i det danske forsøg blandede oreganoen op i alle de kg foder koen fik i løbet af et døgn. Dermed blev fordelingen over døgnet forskellig, selv om mængden var den samme.

Ikke flere danske forsøg

MET-ANO er i dialog med de amerikanske forskere, som har haft succes med oregano-forsøgene. Amerikanerne har undret sig over, at deres resultater ikke har kunnet reproduceres i Danmark og har sagt, de selv vil gå videre med forsøgene.

Professor Peter Lund fra Institut for Husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet, som også er med i projektet, har dog netop hørt fra dem, at de nu heller ikke finder nogen effekt trods de tidligere resultater.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- For vores vedkommende vil vi ikke gå videre med oregano, siger Kai Grevsen.

- ?Der er andre tilsætningsstoffer, som kan hæmme den mikrobielle udvikling af metan i vommen, men problemet er, at de modsat oreganoen ikke er tilladte i økologisk produktion. Men man arbejder også genetisk med at fremavle dyr, der udleder mindre metan, og det er altid en god løsning.

Side-resultater kan bruges

Skønt resultaterne af fordringsforsøgene skuffede, er de dog alligevel vigtige, mener Kai Grevsen. Forskere har øget deres forståelse af, hvordan forskellige bioaktive planter og tilsætningsstoffer virker i koens vom, påpeger Kai Grevsen, og de har fået ny viden om dyrkning af oregano.

Desuden har man i projektet fået erfaringer med dyrkning af oregano, der kan anvendes i produktion som krydderurter og til æteriske olier.

MET-ANO har fået 3,8 mio. kr. i støtte fra Miljø- og Fødevareministeriets grønne udviklings- og demonstrationsprogram GUDP

Artiklen fortsætter efter annoncen

Resultaterne af projektets fodringsforsøg bliver offentliggjort i det internationalt anerkendte tidsskrift "Journal og Dairy Science", hvor de forskerne bag det amerikanske forsøg publicerede deres resultater i 2013. Resultaterne vedr. økologisk oreganodyrkning er publiceret i Gartner Tidende (marts nummeret 2019).