Abonnementsartikel

Københavns Listefabrik har netop fået agenturet på det eksklusive belgiske gulvmærke, Arbony, som laver gulve, der er speciallavet til at efterligne gamle, franske egetræsgulve.

Gulvene er fremstillet af udvalgt fransk eg med et særligt højt indhold af garvesyre, og Arbony har ifølge en pressemeddelelse fra Københavns Listefabrik udviklet en metode, der accelererer ældningsprocessen på en kontrolleret og miljøvenlig måde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Metoden bygger dels på Arbonys mangeårige viden om ældning af træ og dels på en speciel teknik, hvor garvesyren i træet bliver aktiveret og sætter en sammentrækkende effekt i gang, der visuelt virker som en ældning. Resultatet er, at træet får et helt autentisk gammelt udseende med svindrevner, små huller, skæve linjer og smukke patinerede farver. Efter denne proces bliver gulvet håndslebet, så det også får den helt rigtige finish.

Kræver garvesyre

Metoden kan udelukkende bruges på fransk egetræ, fordi det har et særligt højt indhold af garvesyre. Af samme grund anvendes netop fransk eg til lagring af ædel fransk årgangsvin. Garvesyren overføres til vinen ved lagringen og giver vinen den lange levetid og en udvikling, hvor den blot bliver bedre år for år. Garvesyren har altså nogle helt unikke egenskaber, når det handler om ældningsprocesser.

Arbony er en belgisk gulvproducent, der har indrettet hele produktionen på dette koncept og denne type gulve. Sortimentet omfatter massive plankegulve og lamelparketgulve, og de kommer i bredder mellem 12 og 30 centimeter og i en lang række forskellige farvenuancer. Gulvene kan også lægges i forskellige sildebensmønstre, og overfladerne er fra fabrikken mættet med en mat og transparent specialolie.