Abonnementsartikel

Normalt hører en flis-kedel til på landet i områder, hvor fjernvarme et et ukendt begreb og selvforsyning på energiområdet er ganske normalt. Det gør sig også gældende for det seneste skud på stammen af fliskedler fra producnten Fröling, der herhjemme forhandles af Scanboiler Varmeteknik i Silkeborg, men da serien af den nye biomassekedel Fröling T4e starter ved 24 kilowatt, kan det rent faktisk passes ind i et boligområde. Ikke mindst da det ud over at køre på træflis også er i stand til at håndtere træpiller.

- Den nye serie går fra 24 til 200 kilowatt. Den dækker hele spektret fra husholdning til stor industri, fortæller Leif Kristoffersen, indehaver af Scanboiler Varmeteknik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Faktisk har vi lige sat et 24 kilowatt anlæg op i et parcelhus midt i et boligområde. Men det er atypisk. Vi er normalt ude på landet, hvor man ofte ikke vil være afhængig af træpilleprisen. Ofte er det gårde, hvor man har værksted til og generelt lidt mere at varme op.

Samme opbygning

Uanset hvilket anlæg man vælger, så får man fuldstændig samme opbygning af kedlen, samme funktioner og samme styring, og med den seneste udgave af den populære flis-kedel T4e er der foretaget en række opgraderinger.

- Den kan køre med både træpiller og flis, og den kan køre med den store flis, den som fjernvarmeværkerne kører med. Det kan den, fordi celle-slusen er blevet udvidet, og knivene er blevet forstærket. Det betyder, at hvis flisen kan komme med i stokersneglen, så kan de også skæres og brændes, siger Leif Kristoffersen.

Den nye model T4e har A+ i energimærke, men det er muligt at tilkøbe den i en kondenserende version, hvilket bringer den i forvejen effektive kedel op på en virkningsgrad på 105 procent. Det sker ved, at man monterer en røggaskøler bag på fyret.

- Vi har i forvejen kondenserende pille-kedler, fastbrændsels-kedler, og det samme gælder den nye flis-kedel. Jeg tror, at der på et tidspunkt kommer et krav fra myndighederne om, at alle kedler skal være kondenserende - i hvert fald på kedler op til 60kw. Og så er den lige så grøn som en varmepump, siger Leif Kristoffersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Integreret kedelshunt

Nyt ved T4e'eren er også, at kedelshunten, som er den funktion, der holder styr på returtemperaturen, er blevet integreret. Det vil sige, at fyret kommer med både fremløb og retur. Desuden har man ændret på rensesystemet i røgrørene. På rigtig mange kedler sidder en motor i toppen, der trækker spiralerne op og ned. Men der er meget varmt i toppen af fyret, så den har man flyttet ned i bunden, hvor der er noget koldere. Det gør, at motoren har en længere levetid.

- I forgængeren T4 havde man, alt efter hvor stor kedlen var, firkantede røgrør, som kun blev renset af hastigheden på røggasserne. Nu bliver alle rør renset, og der er spiraler i dem alle sammen. siger Leif Kristoffersen.

Ren røg

I lande som Tyskland og Østrig går man meget op i støvmissioner, og derfor er det et krav, at fyret skal have et partikelfilter. Det er det ikke i Danmark. Endnu.

- Jeg tror, at det også bliver et krav herhjemme. Derfor kan man købe et partikelfilter, der så kan eftermonteres. Det tager stort set alt, hvad der er af støvpartikler, så den røg, der kommer ud fås stort set ikke renere. På den måde kan vi hurtigt leve op til en eventuel ny lov på området, siger forklarer Leif Kristoffersen

I forhold til T4'eren har man også lavet en anden asketømning. Askebeholderen er lavet som en trolley, så den kan rulles væk, men der er også mulighed for at tage den med pallegafler - og man kan få en ekstern 300 liters beholder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Opsætning af T4e fliskedlen er desuden gjort så nem som overhovedet muligt.

- Man skal stort set ikke indstille noget. Når vores kedler bliver sat til, så bliver man spurgt om, hvilken slags kedel, der er tale om. Så skriver man, at det for eksempel er et T4e, hvor stor kedlen er, samt hvilken slags flis eller piller, man fyrer med. Og så henter den selv sine brændselsindstillinger. Det er rent plug and play, siger Leif Kristoffersen.