Abonnementsartikel

Bor du i en murermestervilla? Et parcelhus fra 60'erne? Eller en ældre landejendom? Den type hus, du bor i, siger ikke bare noget om dig, men også om dit varmeforbrug. For der er stor forskel på typiske danske huses varmebehov. Husets alder, materialer og byggeskik betyder nemlig meget for varmeforbruget, og en ny beregner på Energistyrelsens hjemmeside SparEnergi.dk gør det nemt at se, om dit varmeforbrug ligger over eller under gennemsnittet og hvad du skal gøre for at få et lavere forbrug.

- Du skal kun indtaste husets størrelse og nuværende varmeforbrug. Så får du at vide, om du har et højt eller et lavt forbrug i forhold til andre, der bor i samme hustype. Men du får ikke bare et tal. Du får også gode råd til, hvad du kan gøre for at få et lavere forbrug i dit hus, siger fuldmægtig i Energistyrelsen Line Kold.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Beregneren er baseret på en større kortlægning af danske enfamiliehuse, deres varmeforbrug og renoveringspotentiale. I alt er der identificeret 15 danske hustyper.

Mange penge at spare

Med 15 forskellige hustyper i beregneren kan de fleste finde et hus, der ligner deres eget. Og det er vigtigt, hvis man gerne vil vide, om man kan gøre noget for at reducere sit energiforbrug.

- En murermestervilla bruger i gennemsnit næsten dobbelt så meget varme pr. kvadratmeter som et nyere typehus. Og selv om et ældre hus sjældent vil kunne opnå samme lave varmebehov som et nybygget hus, kan der være rigtig mange penge at hente på energirenovering og energirigtig adfærd. Ud over en lavere varmeregning vil en energirenovering ofte gøre det mere behageligt at opholde sig i huset samtidig med, at et mindre energiforbrug er en vigtigt håndsrækning til klimaet, forklarer Line Kold.

Beregneren er en del af Energistyrelsens bygningsguide på hjemmesiden SparEnergi.dk.