Abonnementsartikel

- Vi var faktisk lidt overraskede over, hvor mange mejsekugler, fuglene spiste sidste vinter. To, tre kugler i døgnet var det normale, man der var også mange fugle. Ikke kun musvitter og mejser, men også rødkælk, bogfinke, grønirisk og skovspurv. Spætten kom jævnligt, skovskaden en gang imellem og de hakkede så meget mad løs, at der blev rigeligt til solsortene, som blev nede på jorden, fortæller Anette Larsen, der bor på en nedlagt landejendom i Vesthimmerland.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Kuglerne hang dels i en lille hængepil ude ved terassen og dels i en trådholder i en busk ude ved gavlen, så familien kunne se al aktiviteten, når fuglene forsynede sig. Som foderleverandørerne anbefaler, fortsatte Anette Larsen med fodringen til langt hen på foråret.

Så en dag opdagede hun, at der var gravet gange ind under terrassen.

Rottesikkert foderbræt

- Vi fik sendt bud til kommunens rottemand, og han konstaterede hurtigt, at det faktisk var rotter. De havde ikke kun gravet sig ind under terrassen, rotterne havde også slået sig ned under en stor kampesten ved indkørslen, lige under trådkurven med fuglekugler. Det værste var næsten, at rottemanden grinede, da jeg fortalte, hvor glade fuglene var for mejsekuglerne. Han sagde, at det ikke var fuglene, men rotterne, der spiste de fleste af kuglerne, fortæller Anette Larsen.

Ganske rigtigt. Rotterne blev fanget eller jaget på flugt og familien fik fremstillet et rottesikkert fuglebræt med ophæng til mejsekuglerne og en stor bakke nedenunder med plads til både krummerne fra kuglerne og en frøblanding. Hele arrangementet er hængt op mellem to træer i en tynd hegnstråd og så højt, at selv den mest atletiske rotte ikke kan springe op i foderbakken. Når der skal fyldes op med kugler og frø, kan hele foderpladsen sænkes ved hjælp af en lille, rustfri trisse.

- Det nye foderbræt har sænket forbruget af mejsekugler til en fjerdedel, siger Anette Larsen med skævt smil.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rotter er klatreeksperter

Anette Larsen er langtfra den eneste, der har oplevet, rotter og mus har ædt sig fede i fuglenes foder. Det har fået skadedyrsfirmaet Mortalin til at udsende en advarsel.

- Fuglefodring skal ske med omtanke. Fuglefrø og andet fuglefoder er nemlig også glimrende foder for mus og rotter. Derfor er det en dårlig idé at sprede foderet på jorden eller fliserne, hvor skadedyr også kan få gavn af det. Bruger man et foderbræt, er det en god idé at fodre om morgenen og ikke give mere, end fuglene spiser i løbet af dagen. Rotter og mus er som regel aktive om natten, siger biolog Louise Paaschburg fra Mortalin.

Hun anbefaler også, at fuglekugler eller jordnøddekranse hænges op, så rotterne ikke kan få fat i maden. Men der skal måske lidt fantasi til, for mus og rotter er eksperter i at klatre. Et træ eller en rå murstensmur klarer rotterne uden besvær.