Abonnementsartikel

Med et forbrug på tre millioner kWh om året er JH Planter i Sengeløse, ligesom resten af branchen, ekstra opmærksom på stigninger i elprisen og PSO-afgiften. Henrik og Ulla Hyldegaard Hansen, som ejer JH Planter, lægger heller ikke skjul på, at en af de mest usikre faktorer i branchen netop nu er energien.

De har 40.000 kvadratmeter moderne væksthuse, hvor de hovedsageligt laver agurke- og tomatplanter. De laver også andre grøntsager og potteplanter til gartnerier i hele landet, samt Sverige og Polen. Væksthusene har betongulve, ebbe-/flodvanding og UV-belysning samt den nyeste teknologi indenfor gartneribranchen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bruger meget energi

Langt størstedelen af elforbrug hos JH Planter ligger i årets mørke måneder, hvor vækstlyset skal brænde, for at planterne kan få den rette mængde lys. Med et forbrug på den størrelse er det vigtigt at se på, hvornår det bedste tidspunkt er at lægge prisen på el fast.

- Prisen på selve strømmen er ikke for alvor et konkurrenceparameter, hvis man tager et øjebliksbillede af priserne hos el-leverandørerne, men tidspunktet, hvor vi handler, er rigtig vigtig. Prisen fastsættes jo for en periode af gangen. Derfor er selve rådgivningen ekstra vigtig i forhold til, hvornår vi skal gå ind og låse prisen fast, fortæller Henrik Hyldegaard Hansen, som overtog JH Planter efter sine forældre i 1992. Han køber el hos energiselskabet OK, ligesom han også køber fyringsolie og diesel samme sted.

Overskudsdeling

JH Planter er desuden medejer af OK, og det betyder, at virksomheden gennem årene har fået udbetalt udbytte og fået tilskrevet fondsandele.

Fra 1. januar 2012 blev det muligt at få overskudsdeling for køb af el, og det har nogenlunde kunnet dække forvaltningspræmien ved afdækningen af JH Planters elforbrug.

- Når vi snakker om el, er der jo ikke de store udsving på prisen per kWh fra selskab til selskab, men medejerskabet giver et godt udbytte, fortæller Henrik Hyldegaard Hansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Beskeden fremgang

En ny dagsorden er sat, efter at krisen også har vist sit ubehagelige ansigt hos gartnerierne, og mange i branchen har været nødt til at dreje nøglen om.

- Vi har haft nogle år, hvor det har været en udfordring at drive forretning, men vi synes efterhånden, at der er lys for enden af tunnellen, mener Henrik Hyldegaard Hansen og fortsætter:

- Jeg vil ikke sige, at det går forrygende, men det går stille og roligt fremad.

Ulla og Henrik Hyldegaard Hansen ser nu fremad og håber på, at der ikke bliver pålagt højere afgifter og regler, da det i forvejen er blevet en stor økonomisk udfordring at drive gartneri i Danmark. Aktuelle tal viser også det dårligste regnskab for branchen generelt i 29 år.

Gartnerierne har selv været aktive i at energieffektivisere og har blandt andet minimeret deres energiforbrug til opvarmning med 42 procent siden 1996 ifølge en status foretaget af Dansk Gartneri og GartneriRådgivningen, som dækker over energiforbruget hos 29 gartnerier,der har deltaget i erhvervets fælles elaftale med Energistyrelsen i 2013.jf