Abonnementsartikel

Med global opvarmning skal hindbærbuskene nok indstille sig på nogle varmere somre. Men hvad sker der, hvis de røde danske bær får det varmere, end de er vant til.

Det spørgsmål har Tek Prasad Gotame ved Aarhus Universitet sat sig for at finde svar på, idet han i sine ph.d.-studier har undersøgt, hvordan høje temperaturer påvirker hindbærplanter på forskellige måder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tek Gotame fandt, at når hindbærplanterne blev udsat for temperaturer over deres fysiologiske optimum, påvirkede det op- og nedregulering af specifikke gener, hvilket resulterede i ændringer i plantens morfologi, anatomi, fysiologi og biokemi, herunder fotosyntesen. Resultaterne kan have betydning for, hvordan hindbærplanter dyrkes, og hvilke sorter avlerne skal vælge.

Længere sæson

- Hindbær er en afgrøde med en høj værdi på grund af bærrenes smag, ernæringsmæssige kvalitet og sundhedsfremmende egenskaber. Interessen for en længere dyrkningsperiode og bedre kvalitet ved produktion af hindbær i væksthus eller plastictunnel er stigende i hele Europa. For at opnå en længere sæson er styring af blomstring og bærdannelse helt nødvendig. Og for at kunne styre blomstring og bærdannelse er det vigtigt at have indgående kendskab til planternes fysiologi og andre forhold, forklarer ph.d. Tek Gotame.

Klimakammer og væksthus

Tek Gotame undersøgte tre sorter af efterårshindbær og fire sorter af sommerhindbær over to sammenhængende år under danske forhold. Den første del af undersøgelsen foregik i klimakammer og væksthus, hvor temperaturen blev forhøjet fra 20° C til henholdsvis 27, 32 eller 37° C gennem en periode på syv dage under blomsterdannelsen.

Alle de undersøgte hindbærsorter reagerede negativt på varmestressen med hensyn til, hvor effektive de var til at fotosyntetisere i middagsheden. I forsøget forringede de højere temperaturer planternes fotosyntetiske effektivitet med op til 14 procent. Derimod var der stor forskel mellem sorterne på deres klorofyl (det farvestof, der indgår som et væsentligt element i fotosyntesen) og blomstring.

Blomstring blev også påvirket af den øgede varme. Varmestress fremmede tidlig blomstring i sorten Autumn Bliss og udsatte den til en vis grad i sorten Autumn Treasure. Tek Gotame målte også planternes udbytte og bærkvalitet. Resultaterne viste, at sorterne Octavia og Glen Fyne er lovende sorter til sommerproduktion og til økologisk dyrkning mens sorten Autumn Bliss ser lovende ud til efterårsproduktion i tunneler under danske forhold.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Optimere produktionen

Undersøgelsen viser, at der er klar forskel mellem sorters reaktioner. Denne viden kan bruges i den kommercielle produktion til at manipulere og optimere bærproduktionen i væksthuse og i fri luft under varmere forhold. Det er vigtigt at kende forskellene mellem sorterne, da nogle sorter egner sig bedre til dyrkning ved forhøjede temperaturer end andre.