Abonnementsartikel

EU-Kommissionen vil ikke godkende en forlængelse af afregningsprisen på 60 øre i mere end 12 år. Det betyder, at ejere af ældre vindmøller ikke vil modtage støtte fra og med den 1. januar 2015.

En af dem, der er kommet i klemme, er Klaus Rusbjerg Jørgensen fra Skjern. Han investerede cirka 100.000 kroner i en renoveret 5.5 kW hustandsmølle fra 1999 i tillid til de gældende støtteordninger. Men nu viser det sig, at han falder ud af støtteordningen, inden møllen er sat op.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Målet med møllen var, at den kunne producere 50 procent energi til eget forbrug - cirka 5.000 kroners besparelse årligt - og 50 procent energi - cirka 3.000 kroner årligt - til salg, som så vil opveje omkostningerne til service, målerafgift, og forsikring, forklarer Klaus Rusbjerg Jørgensen i en henvendelse til Folketingets Klima-, Energi- og Bygningsudvalg.

Han peger på, at en hurtig omgang hovedregning viser, at han ikke har købt møllen, fordi det er en investering, der kan forrente sig i forhold til møllens pris:

- Jeg er blot en idealist, der har et godt hjerte, der gerne vil investere i min egen og mine børns fremtid på en miljøvenlig måde. Så selv om jeg har brugt 100.000 kroner af mine sparepenge, havde jeg håbet på minimum et nul for at være idealist, forklarer han.

Forlæng støtten

Konsekvensen af, at støtten forsvinder, er, at han skal betale for at have møllen til at snurre og producere miljøvenlig energi:

- Min opfordring er at forlænge støtten, alternativt flytte de gamle møller over på nogle af de andre ordninger der er for husstandsmøller eller solceller, så jeg kan få møllen op at stå, slutter henvendelsen til udvalget.