Abonnementsartikel

Hvordan er det mon at være at hest hos dig? Har du indføling med din hest?

Det vil dyreadfærdsterapeut og telepatør Ditte Young og exam. træner og human- og hestefysioterapeut Claus Toftgaard forsøge at give et bud på til Hest & Rytter-messen i Herning til marts.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Under seminarprogrammet vil Ditte Young og Claus Toftgaard dele ud af de erfaringer, de hver især har gjort sig gennem deres to meget forskellige måder at arbejde med hesten på.

Bliv klogere på hesten

Når Ditte Young og Claus Toftgaard holder foredrag sammen, så foregår det ved at Claus Toftgaard bruger sin ekspertise som exam. træner og heste- og humanfysioterapeut til at se på både hesten og rytteren krop og fysik, samt på deres indbyrdes samarbejde. Imens fortolker og formidler Ditte Young de signaler og beskeder hun får telepatisk fra hesten.

Under foredraget vil Ditte Young bl.a. give indsigt i hvordan telepati med heste foregår, hvad heste går og tænker på, hvordan du kan aflæse hestens kropslige signaler, og hun vil også komme rundt om emner som hestens personlighed og selvopfattelse, dens forhold til "sine mennesker" og hvad der motiverer den.

Claus Toftgaard arbejder med samspillet mellem hest og rytter, og vil blandt andet forklare, hvordan du påvirker din hest med din egen krop og giver den præcise informationer, samt hvilke helbredsproblemer hos rytteren, der indvirker på hesten, og hvordan det kommer til udtryk gennem ridningen.

Lidt langhåret

For de fleste mennesker lyder det hele måske lidt langhåret og rigeligt alternativt, men Ditte Young og Claus Toftgaard har tilsyneladende ramt helt rigtigt med deres nye foredragsmodel. Billetterne til parrets tidligere afholdte arrangementer er blevet revet væk, og der er allerede planlagt en foredragsturné, der i løbet af 2015 bringer Ditte Young og Claus Toftgaard og deres nytænkende foredrag rundt i det meste af Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

TV har også interesseret sig for Ditte Youngs evner, og hun blev i 2013 portrætteret i Danmarks Radio i et temaindslag om menneskers specielle evner.

Til årets Hest & Rytter-messe kan en forkortet udgave af foredraget "Hvad tænker og mærker hesten mon?" opleves lørdag den 7. marts kl. 14.00-14.45.

Hest & Rytter afvikles i MCH Messecenter Herning i forbindelse med Dansk Varmblods hingstekåring fra den 5. - 8. marts 2015.

Fritidsmarkedet udkommer med et særligt indstik, messeavisen Hest & Rytter 2015, i forbindelse med den store hestemesse.