Abonnementsartikel

Om danske haveejere er mere energiske eller mindre kloge end deres svenske kolleger skal her være usagt, men ifølge plæneklipperproducenten Stihl/Viking kører der 10 gange flere robotter rundt i de svenske haver end i de danske.

I Stihl/Viking Danmark har man svært ved at forklare forskellen, idet indbyggertallet i Sverige ikke er så meget større end i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Haver i Sverige - i hvert fald i den tæt befolkede sydlige del - er heller ikke så forskellige fra danske haver. Så der må være noget andet, der gør, at svenskerne hellere vil slappe af og hygge sig med familien i haven, mens danskerne stadig knokler på havemaskinerne.

En forklaring kunne dog være, at svenske Husqvarna er blandt pionererne i udviklingen af robotplæneklippere og har solgt disse i henved 20 år.

To at vælge imellem

I branchen er man generelt sikker på, at det danske marked for robotplæneklippere vil tage voldsom fart i år, for en robotplæneklipper er ikke kun smart. Den er trendy og signalerer ansvarlig miljøbevidsthed.

- For det første udleder en robotplæneklipper ingen skadelige udstødningsgasser eller partikler, som belaster miljøet. For det andet findeler en god robotplæneklipper det afklippede græs. Græsafklippet falder ned mellem de enkelte græsstrå i plænen, hvor det nedbrydes biologisk og omdannes til næringsstoffer, der gøder plænen og mindsker behovet for tilførsel af kunstgødning markant, forklarer Henriette Duelund, der er marketingkoordinator hos Stihl/Viking Danmark og tilføjer, at Viking fremstiller to robotplæneklippere, iMow MI 632 og iMow 632 P.

iMow MI 631 er beregnet til græsplæner op til 3.000 kvadratmeter, mens den store MI iMow 632 P klarer plæner op til 4.000 kvadratmeter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den første patentansøgning på en robotplæneklipper stammer i øvrigt fra en amerikansk opfinder i 1969, men der skulle altså gå henved 25 år, inden robotten for alvor slog igennem.