Abonnementsartikel

En ombygning handler ikke altid kun om kroner og øre, og det gælder især, når det handler om et hus, der har været i familiens eje i generationer.

Sådan ræsonnerer Bruno Hedegaard, der er i fuld gang med at bygge stalden om på familieejendommen ved Engesvang i Midtjylland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ejendommen har været i familiens eje siden 1930'erne, men min kone og jeg flyttede først ind for nylig. Vi har dog dyrket juletræer på bedriften i 18 år, fortæller Bruno Hedegaard.

- Så der ligger en god portion nostalgi i bygningerne, og det er en væsentlig årsag til, at vi byggede stalden om i stedet for at rive ned og bygge nyt, forklarer han.

Stalden var temmelig slidt og havde brug for en større omgang, men Bruno Hedegaard er fiks på fingrene, og kan lave det meste selv i ledige stunder. Det er en medvirkende årsag til, at stalden ikke bare blev jævnet med jorden.

Til kunder og gæster

Sammen med hustruen Mette driver Bruno Hedegaard en juletræsplantage på 25 hektar på ejendommen, og hensigten med den renoverede stald er blandt andet at kunne byde kunder og gæster indenfor.

- Vi vil gerne kunne bruge huset til salgspræsentationer og julemarkeder. Det er også indrettet med industrikøkken, så det kan bruges som selskabslokale til festlige lejligheder, forklarer Bruno Hedegaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kun ydervægge, staldloftet og tagkonstruktionen stod tilbage, da der var blevet muget ud i den gamle stald inden ombygningen.

Masser af flis

Udvendigt er væggene blevet repareret og pudset op, og de gamle staldvinduer er skiftet ud med lidt større vinduer af hensyn til lysindfaldet, men stadig tro mod den originale stil.

På den indvendige side har væggene fået en 150 millimeter tyk isolering med glasuld og er afsluttet med fermacell-plader.

Gulvet er nyt, og der er lagt varmeslanger i. Varmen kommer fra et flisfyr, der opvarmer både det nye stuehus, stalden og det oprindelige stuehus.

- Vi har masser af flis fra vores juletræsproduktion, så et flisfyr var oplagt, siger Bruno Hedegaard, der har 180.000 juletræer på ejendommen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Huset er på 150 kvadratmeter i grundplan og har en endnu uudnyttet 1. sal. Her regner Bruno Hedegaard med at indrette værelser, blandt andet til Bed & Breakfast.

- Der er rigeligt at se til, men der er en særlig charme ved at gå og lave tingene selv, siger den flittige juletræsdyrker.

Bruno Hedegaard er oprindelig uddannet reservedelsekspedient, men har særlig flair for istandsættelse af huse. Han fik for nogle år siden en byggepris for sin renovering af en patriciervilla i Ikast.