Abonnementsartikel

Det potentiale, som landdistrikterne har for øget indtjening fra autocamperturisme, skal først og fremmest udnyttes af de eksisterende campingpladser med hjælp fra kommunerne.

Det viser en ny analyse fra Videncenter for Kystturisme, udført for Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Campingpladserne har nemlig allerede en infrastruktur, som relativt nemt kan tilpasses autocampisternes behov for faciliteter og serviceydelser.

Selv om det først og fremmest er de eksisterende campingpladser, der kan udvikle autocamperturismen, så spiller kommunerne en afgørende rolle i forbindelse med etableringen af nye autocamperpladser eller udvidelse af eksisterende pladser, ligesom de kan være behjælpelige med arealsikring og nødvendig lokalplanlægning samt etablering af nødvendig infrastruktur.

- Alt tyder på, at autocamperturismen er i vækst, og vi ved, at netop den type turister bruger mange penge, så derfor skal vi gøre en indsats for at udnytte potentialet, siger minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen.

Bedre forhold for gæsterne

Direktør i Campingrådet, Poul Fejer Christiansen understøtter ministerens optimisme om autocamperturismens potentiale:

- Vi kan konstatere, at den vækst campingpladserne har oplevet over de sidste par år, også skyldes den øgede autocamperturisme, specielt tyske autocampister. Derfor anbefaler vi forbedrede forhold og faciliteter for autocampergæsterne, siger Poul Fejer Cristiansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Netop vigtigheden af de tyske autocampister underbygges af Videncenter for Kystturisme, som fastslår, at Tyskland står for næsten en tredjedel af samtlige 1, 5 millioner autocampere i Europa, og antallet stiger med 20-25.000 nyregistreringer pr. år.

Allerede i 2014 viste en analyse, at autocamperturister lægger 350 millioner kroner i Danmark, og at der er potentiale for en betydelig vækst i antallet af overnatninger ved at forbedre forholdene for autocampister.