Abonnementsartikel

Robotklippere er nu begyndt at passe græsset i forlystelsesparken BonBon-Land ved Holme-Olstrup, og de lydløse Viking iMow er blevet en lille attraktion i sig selv. Det oplyser Viking i en pressemeddelelse.

- Når vores nye robotplæneklippere arbejder, standser vore gæster op og kigger på, hvordan de kører på kryds og tværs på græsplænen. De mest interesserede i robotterne er de mindre drenge og ikke mindst deres fædre. Men det er jo også dem, der skal slå græsplænen derhjemme, siger driftschef Michael Wallin fra BonBon-Land.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Velplejede arealer

Men underholdningsværdien er ikke den eneste fordel, driftschefen kan se ved robotplæneklipperne.

- I en forlystelsespark som BonBon-Land er det et krav, at græsset hele tiden skal være slået, og at arealerne er velplejede. Den tidsbesparelse, vi opnår ved brug af robotterne, kan vi i stedet bruge på at vande nogle flere blomster eller klippe noget mere hæk. Jo mere vi kan skære ned på de faste rutiner som for eksempel plæneklipningen, jo mere tid er der til vedligeholdelse og fornyelse i parken, fastslår Michael Wallin.

I første omgang har BonBon-Land sat de nye robotter i arbejde på en indhegnet plæne og ved hovedindgangen til parken. Men der ligger flere planer med iMow-robotterne:

- Vi er startet med to maskiner, men min tanke er at benytte flere robotplæneklippere på græsarealer, hvor vi i dag ikke kan komme af sikkerhedsmæssige årsager. Det gælder for eksempel området omkring rutchebanen, hvor vores personale ikke må opholde sig inden for sikkerhedshegnet, mens rutchebanen kører. Men en robotplæneklipper kan jo uden problemer arbejde i sikkerhedszonen, fortæller Michael Wallin.

Lokalt samarbejde

Det er BonBon-Lands faste samarbejdspartner omkring parkmaskinerne, Honda Minitraktorgården i Næstved, der har leveret de to robotplæneklippere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har samarbejdet med Honda Minitraktorgården i rigtig mange år og vi bruger udelukkende Stihl-maskiner. Dermed kan alle vores småmaskiner gå ind under én fast serviceaftale. Opstår der akutte problemer med en eller anden maskine, så varer det ikke mange minutter, inden vi har en servicevogn herude. Det er fordelen ved at bruge gode lokale samarbejdspartnere, fastslår Michael Wallin.

Startede med slik

Forlystelsesparken BonBon-Land ligger i landsbyen Holme-Olstrup udenfor Næstved. Det hele startede med en lille slikfabrik, hvor indehaveren Michael Spangsberg fandt på at sælge bolcher og andet slik med sjove og frække navne som for eksempel "Hundeprutter" og "Mågeklatter".

Det gjorde fabrikken populær som udflugtssted for børnehaver og skoleklasser. Derfor åbnede Michael Spangsberg i 1992 en lille forlystelsespark med bolcheværksted, biograf og fire "andebåde". Herfra udviklede BonBon-Land sig til en af Danmarks største forlystelsesparker med et areal på 130.000 kvadratmeter og et stort vandland.