Abonnementsartikel

Cigaretskodder, glasskår, aluminiumsringe fra øldåser, ekskrementer fra fugle, hunde og katte er typiske og uønskede ting, man kan finde i en sandkasse. De er til stor gene for mange boligforeninger, børnehaver og idrætsanlæg, hvor børn og unge har risiko for at skære sig eller komme til skade.

- Det er helt uundgåeligt, at sandet bliver beskidt. Især fugle og andre dyr, der besørger i sandet, skaber grobund for usunde bakterier. Dertil kommer så fremmedlegemer, som ubetænksomme mennesker smider i sandkasserne, siger anlægsgartner Vagn Hansen, som dagligt beskæftiger sig med problemet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Synlige urenheder

Problemet er ikke nyt, og de fleste renser de synlige urenhederne væk. Men det er ikke nok, advarer Vagn Hansen.

- I modsætning af, hvad mange tror, er det faktisk kun det øverste lag på 5-10 centimeter, der er sundt sand, mens resten nede i sandkassen hurtigt fyldes med bakterier. Affaldet trænger nemlig ned i sandet, hvor det omsættes, komposteres og derved opstår der usunde bakterier nede i underlaget, fortæller han.

Billigere løsning

I Danmark har problemet hidtil været løst ved at skifte al sandet. Det er der flere udfordringer ved, mener Vagn Hansen.

- Sand er et råstof, der er dyrt i indkøb, og udvindingen påvirker miljøet. Herudover lever udskiftning ikke op til moderne standarder om genanvendelse. Det koster også penge at bortskaffe, og transporten på vejene koster både slid og CO2 i det grønne regnskab, fortæller han. Derfor har han indhentet inspiration til at løse opgaven på en mere miljøvenlig og økonomisk måde.

Især Sverige og Tyskland er længere fremme med rensning af sandet. Et tysk firma har opfundet en maskine, der vender sandet, filtrerer de større fysiske genstande fra og lader frisk luft komme til, således at de raske bakterier æder de døde og lugtende bakterier. På kort tid bliver hele indholdet i sandkassen sundt igen. Metoden kaldes biomekanisk rensning og er markant billigere end udskiftning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Regnestykket er simpelt. Hvis man skifter sandet i en sandkasse på 100 kvadratmeter én gang årligt, koster det omkring 40.000 kroner. Hvis man foretager en biomekanisk rensning af den samme mængde sand med en ny tysk opfindelse, koster det 11.000 kroner. Og så sparer man råstoffer, trafik på vejene og CO2, fortæller Vagn Hansen, der gennem sit firma Sport-Zone A/S har valgt at investere i den patenterede, biomekaniske SandMaster-maskine.

Via den mekaniske rensning bliver de hårde områder i sandet bløde igen. Det medfører, at man kan leve op til de standarder og normer, som er udstedt af EU om stødabsorbering i faldområder.

Dansk efterspørgsel

I et land som Frankrig bliver sandet på legepladserne renset flere gange om året, og forældre kan via en app se, hvornår sandet renses igen, hvis man synes, det er for beskidt til ens barn.

Ifølge Vagn Hansen holder såvel det rensede som det udskiftede sand sig mellem 3-5 måneder, før det er beskidt igen. Renser man til gengæld sandet regelmæssigt, kan man vente i flere år med at skifte det fuldstændigt.

- I Sverige og Tyskland er der omkring 40 biomekaniske maskiner i brug, og vi har fået de første forespørgsler på opgaver i Danmark. Så jeg satser på at sende medarbejdere til oplæring i Tyskland, og dermed bidrage til nye arbejdspladser, forventer Vagn Hansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Eneste fysiske krav til at bruge den biomekaniske rensemetode er, at sandkassen mindst skal være på tyve kvadratmeter og mindst tre meter lang, således at den kan rumme SandMaster-maskinen.