Abonnementsartikel

Rengøring af større arealer er en opgave, de fleste kun tager fat på, når det er absolut nødvendigt, og er der mange sokler og rendesten at feje helt op til, kan det være en decideret "træls" opgave. For alle med en MultiOne minilæsser er opgaven dog mere overkommelig, for den nye MultiOne-fejemaskine kan løse opgaven uden, at chaufføren behøver forlade sit komfortsæde for andet end at frigøre et håndtag, når opsamlingstanken skal tømmes for affald.

Selve fejeenheden, der fås i 100, 120 og 150 centimeter bredde, fungerer som en traditionel hydraulisk kost bygget op i en flydende ramme på fire hjul og monteret i et fleksibelt beslag i teleskoparmen, så basismaskinen blot skubber enheden frem og leverer den fornødne hydraulikolie til at drive kostens rotation. Teleskoparmen bruges naturligvis også, når fejemaskinen skal løftes over store forhindringer, og når opsamlingsbeholderen skal tømmes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Skidtet fejes op i en affaldscontainer, der monteres foran kosten. Containeren kan rumme fra 70 ? 140 liter affald alt efter model og tømmes nemt via et manuelt betjent håndtag på siden af maskinen. Under tømning er teleskoparmen særdeles praktisk, for affaldet kan løftes op i en høj stak eller læsses direkte på en trailer og køres væk.

Sidebørster og støvdæmpning

Til de professionelle brugere kan fejemaskinerne med 120 og 150 centimeter arbejdsbredde forsynes med både sidebørste og et anlæg til støvdæmpning.

Sidebørsten har en diameter på 50 centimeter og kan monteres i højre eller venstre side af fejemaskinen. Den er særdeles effektiv og kan feje helt ind til f.eks. sokler og kantsten. Dens rotation er tilpasset, så skidtet afleveres foran selve fejemaskinen og fejes bort eller samles op i affaldsbeholderen alt efter maskinens brug. Hvis sidebørsten ikke skal bruges, kan den nemt slås op, hvilket også er en fordel under transport mellem arbejdssteder.

Vandanlægget er beregnet til støvdæmpning. En elektrisk drevet pumpe sprayer via fire dyser vandet ud foran kosten og sikrer, at der i kostens nærområder ikke forekommer støvgener. Der kan være 70 liter vand i de 2 beholdere, som er monteret direkte på fejemaskinen.

- Det er en praktisk og fleksibel løsning, mener Tommy Kærgaard fra importøren HCP Danmark A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Kunderne kan bruge deres MultiOne til alle mulige rengøringsopgaver i løbet af hele året og afmontere ekstraudstyret om vinteren, når der skal fejes sne, siger Tommy Kærgaard.