Abonnementsartikel

På dette års Langesømesse kan et nyt makkerpar præsentere en rodoptager, der er noget for sig. Den samme maskine trækker rødderne op, renser dem for jord og læsser dem i en tipvogn - altså tre arbejdsgange i én. Ifølge de to opfindere er det en maskine, der ikke er set før i branchen.

I grove træk fungerer maskinen ved, at en stor rotor bearbejder jorden i cirka 25 centimeters dybde og trækker jord og rødder med op. Rødderne føres længere bagud i maskineriet, hvor valser sørger for at slå jorden af dem, sådan at de bliver renset, og herefter løfter et transportbånd de rensede rødder op i en tipvogn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Erfarne folk

Rodoptageren, som endnu er så meget en prototype, at den ikke har fået et navn, er udviklet af to mænd, som begge har stor erfaring indenfor juletræsbranchen.

Niels Kjær Laursen har gennem sin virksomhed Vikærslund mange års erfaring med udvikling af maskiner til juletræs- og planteskolebranchen og har blandt andet udviklet kegleklippere og portaltraktorer.

Jes Laursen fra Enslev ved Langå er juletræsentreprenør og passer godt 300 hektar med juletræer.

Uafhængigt af hinanden har de to længe arbejdet på at udvikle en maskine, der helt kunne fjerne de fældede juletræers rødder frem for blot at fræse dem ned, som det ellers er kutyme at gøre.

Forende og bagende

På Langesømessen 2014 udstillede Niels Laursen en prototype på en rodoptager, som kunne tage rødderne op, men ikke rense eller læsse dem, og som havde en arbejdsbredde på 60 centimeter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jes Laursen så denne model og kunne se, at her var noget, der ville passe sammen med noget, han selv havde gået og arbejdet på.

Hurtigt blev de to enige om, at de skulle prøve at arbejde sammen om projektet, sådan at Niels Kjær Laursens rotor kom til at arbejde sammen med Jes Laursens rense- og læssesystem.

En af de helt store fordele ved deres maskine, er, at den kan sættes ind i kampen mod honningsvamp - en svampesygdom, som mange danske juletræsdyrkere oplever problemer med i nordmannsgran-juletræer.

Hovedårsagen til problemerne med honningsvamp er dyrkning af flere generationer juletræer i træk på de samme arealer. Sporesmitten sker på nysatte stød og gennem stødfladen, og angreb på stående træer ses typisk fra tredje generation, når honningsvampen er etableret i mange af de efterladte stød.

Jes Laursen forklarer, at det netop derfor er en kæmpe fordel, hvis man helt kan fjerne gamle stød og rødder fra jorden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Demo-dage

Niels Kjær Laursen og Jes Laursen ser frem til at præsentere deres rodoptager på Langesømessen. Og den kommer, som den er - uden maling og et smart navn.

- Den bliver bare vasket og kørt derover - det er jo stadig bare en prototype, forklarer Jes Laursen. Niels Kjær Laursen forklarer, at der endnu ikke er fastlagte planer for en produktion af rodoptageren.

- Vi kender jo ikke behovet endnu, siger Niels Kjær Laursen.

Der er ved at blive planlagt en række demo-dage i samarbejde med foreningen Skovdyrkerne, og datoer og adresser for disse demonstrationer vil kunne oplyses på Vikærlunds stand på årets Langesømesse.